Istanbuls historie

Istanbul hed oprindelig Byzantion og var en græsk koloni, der blev grundlagt ca. 660 f.v.t. af udvandrere fra Megara. Beliggenheden ved Bosporus gjorde den til et knudepunkt i grækernes samhandel med thrakerne, skytherne og de græske kolonier langs Sortehavets kyster.

Byzantion var medlem af Det Deliske Søforbund i 400-tallet f.v.t. og af Det Andet Attiske Søforbund indtil 357 f.v.t. I hellenistisk tid hørte byen under Makedonien. Under den romerske kejser Septimius Severus støttede Byzantion modkejseren Pescennius Niger, men efter to års belejring fra 193 til 195 e.v.t. blev byen erobret og ødelagt.

I 330 blev Byzantion nygrundlagt af Konstantin den Store og gjort til Romerrigets nye hovedstad under navnet Nova Roma, et navn, der dog hurtigt blev fortrængt af det uofficielle navn Konstantinopolis, dvs. 'Konstantins by'. Konstantinopel var hovedstad i Det Byzantinske Rige.

Konstantinopels areal blev kraftigt udvidet i 430'erne med den store landmur, som stadig eksisterer, men hele arealet blev aldrig fuldt bebygget. Også på de to søsider var der anlagt mure, som blev forbedret især i 800-tallet, og søforsvaret blev forstærket med en kæde over til den befæstede forstad Pera på den anden side af Det Gyldne Horn. Mursystemet gjorde byen til Europas største og stærkeste byfæstning.

I 1204 blev Konstantinopel alligevel erobret af en latinsk korsfarerhær, og byen kom sig aldrig helt efter den latinske besættelse, som varede til 1261.

Med sultan Mehmed 2.s erobring af Konstantinopel 29.5.1453 indledtes en næsten 500 år lang periode, indtil 1923, hvori Istanbul fungerede som Osmannerrigets politisk-administrative, religiøse og kulturelle centrum. Da osmannerne erobrede byen, var den stærkt forfalden og delvis affolket. Indtil 1600 var byen også rigets militære og økonomiske kraftcenter. Osmannerne kaldte byen for 'Kostantiniyye', som er den arabiske variant af Konstantinopel.

Sultanerne gjorde ved hjælp af tvangsforflytning hurtigt Konstantinopel til en storby, beboet af muslimske tyrkere, græsk- og armensk-ortodokse kristne samt jøder. Omkring 1550 havde byen 400.000 indbyggere. Her opsamledes størsteparten af rigets skatter. Med disse kunne sultanen og hans topembedsmænd bekoste et omfattende byggeri af bl.a. basarer, moskéer, brønde og vandforsyningsanlæg. Herudover var byen frem til 1600 en vigtig markedsplads både for rigets egen handel og for europæernes handel med fjernøstlige krydderier, silke og lignende.

Som hjemsted for Osmannerrigets religiøse ledere, ulamaens chef (şeyhülislâm), den græske og armenske patriark og den jødiske overrabbiner var byen normalt præget af tolerance mellem det muslimske befolkningsflertal og minoritetsgrupperne. Forholdet forværredes dog i løbet af 1800-tallet med større overgreb på grækerne i 1821 og på armenierne i 1896.

Konstantinopel var i rigets forfaldstid fra omkring 1600 ofte plaget af paladsrevolutioner, jordskælv, epidemier og brande. Samtidig mistede byen sin betydning i fjernhandelen pga. konkurrencen fra de atlantiske ruter. Tilsvarende reducerede det anatolske jernbanenet omkring år 1900 Istanbuls funktion som regionalt trafikknudepunkt.

I forbindelse med sultanatets afskaffelse i 1923 overtog Ankara rollen som Tyrkiets hovedstad, og i 1920'erne blev byen officielt omdøbt til Istanbul. Den nydannede tyrkiske nationalstat lod Istanbuls opland industrialisere, og de mange nye arbejdspladser medførte en kraftig stigning i befolkningstallet; efter 1950 især pga. indvandring fra Anatolien.

• Tyrkiet
• Tyrkiets historie
• Osmannerriget
• Det Byzantinske Rige
• Mehmed 2. Fatih
• Istanbul
• Bosporusstrædet