Ekbatana, 1 oldtidsby beliggende ved bjerget Alvand i Iran, det nuværende Hamadan. Ekbatana var Mediens hovedstad, blev erobret af Kyros 550 f.Kr. og var derefter achaimenidernes sommerresidens indtil Alexander den Stores erobring af byen i 330 f.Kr. Senere blev den hovedstad i parthernes rige. Ifølge Herodot var byen i oldtiden omgivet af syv forskelligt farvede mure, hvoraf de inderste var af sølv og guld.

Faktaboks

Etymologi
Ekbatana er græsk for oldpersisk Ha(n)gmatána 'sammenkomststedet'.

2 ifølge Herodot den by i Syrien, hvor Kambyses døde. Den er formentlig identisk med byen Hama.

I dansk litteratur er byens græske navn gjort kendt af Sophus Claussen i digtet "Ekbatana".

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig