arabisk - den arabiske enhedstanke

En sondring mellem arabisk og islamisk er særlig svær pga. en historieopfattelse, som blandt både europæere og arabere har været domineret af tanken om enhed.

Tanken er åbenbar i den tidligste arabiske historieskrivning, som forstod kalifatets erobringer som den enhed, der fulgte med udbredelsen af islam. Reelt bestod den imidlertid kun en kort periode, allerede fra 750'erne begyndte det spanske umayyadedynasti i Córdoba at handle selvstændigt i forhold til kalifatet i Baghdad, og i midten af 900-t. blev det formelt uafhængigt. Fra 1000-t. blev også den persiske del af kalifatet opsplittet i selvstændige økonomiske og politiske enheder.

Kulturelt bestod enheden imidlertid, og lærde kunne fortsat rejse over hele den muslimske verden, begå sig på arabisk og søge viden og undervisning på lærdomscentre fra Spanien over Cairo og Damaskus til Afghanistan.

Omkring Middelhavet erstattede den nye historie den tidligere, og for de muslimske befolkninger tog alt nu sin begyndelse med islam og blev udtrykt på arabisk. I Persien derimod blev den nye historie forstået som islams historie, men samtidig som en naturlig fortsættelse af en lang, traditionsrig persisk historie. Det nye erstattede ikke, men supplerede og omfortolkede det gamle, samtidig med at tanken om islamisk enhed bestod, men med tyngdepunktet i Persien.

Denne forskel mellem en arabisk og en persisk kultur, som begge gør krav på at repræsentere den islamiske enhed, er fortsat indtil i dag og var fx et vigtigt led i den politiske retorik i Irak og Iran under krigene 1980-88.

Enhedstanken blev også legitimeringsgrundlaget for Osmannerriget, som i 1517 havde erobret kalifatets tidligere områder i Mellemøsten og Nordafrika. Sultanen blev vogteren af de hellige byer Mekka og Medina og så sig som den direkte og legitime viderefører af det islamiske fællesskab.

Som et af resultaterne af den politiske svækkelse i Osmannerriget og den økonomiske afhængighed af Europa i 1800-t. opstod der en tyrkisk nationalisme, defineret som et fællesskab af alle tyrkisktalende. Som en reaktion herpå, men også som led i en almindelig udvikling, der fandt sted overalt i verden, opstod der i Osmannerrigets mellemøstlige besiddelser en arabisk nationalisme. Den blev direkte støttet af englænderne, da de ved inddelingen af Mellemøsten i stater og interessesfærer efter 1. Verdenskrig anerkendte arabisk som en nationalitetsbetegnelse.

Efter 2. Verdenskrig har arabiske stater i Mellemøsten forsøgt at skabe en fælles identitet, oftest en sekulariseret og arabisk — som fx i Nassers Egypten efter 1954. En samlende faktor har været den fælles kamp mod staten Israel. Af især strategiske grunde havde netop dette område den sekulariserede europæiske og amerikanske offentligheds interesse. Det betyder, at den politiske og nyhedsmæssige opmærksomhed var rettet mod Mellemøsten og det arabiske mere end mod de østligere islamiske lande.

Ved Seksdageskrigen i 1967 tilføjede Israel Egypten et eklatant nederlag, som førte til selvransagelse og revision af det ideologiske grundlag i de arabiske lande. Siden da har fællesarabisk nationalisme — religiøs eller socialistisk — konkurreret med bl.a. forsøg på at skabe en fællesislamisk, til tider fundamentalistisk bevægelse mod Vesten og mod Israel. Særlig efter den islamiske republiks opståen i Iran i 1979 begyndte Vesten at tolke de politiske forhold i lyset af islam, og da både for de østlige områder, de tidligere sovjetiske områder og for Mellemøstens arabiske lande.

Samtidig har landene fulgt deres egen politik i spørgsmålet om alliancer med Øst- eller Vestblokken og i spørgsmålet om diplomatiske forbindelser med Israel. En speciel arabisk eller islamisk praksis har været svær at eftervise i 1980'erne og 1990'erne; til gengæld er den til stadighed til stede i den politiske retorik og dermed som en latent politisk mulighed.