PFLP er en marxistisk palæstinensisk gruppe, der blev dannet i 1967 af Georges Habash.

Faktaboks

Også kendt som

Folkefronten til Palæstinas Befrielse, Popular Front for the Liberation of Palestine

Efter en række flykapringer blev PFLP i begyndelsen af 1970'erne kendt verden over. Gruppen arbejder for en tilintetgørelse af staten Israel og var derfor stærkt kritisk, da PLO i september 1993 indgik Principaftalen med den israelske regering, der skulle bane vej for en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza.

PFLP deltog ikke i valget til det palæstinensiske selvstyreråd i januar 1996; det blev vundet stort af Yassir Arafats al-Fatah, men enkelte repræsentanter har forbindelse til PFLP. PFLP nyder udbredt støtte i den palæstinensiske diaspora for sin vedvarende kritik af Det Palæstinensiske Selvstyre og for sin kritik af USA's støtte til den israelske regering og dens politik på Vestbredden.

PFLP havde desuden nære forbindelser til og udførte aktioner sammen med en række europæiske venstreorienterede organisationer og bevægelser, fx Rote Armee Fraktion i Vesttyskland og De Røde Brigader i Italien. I Danmark var der samarbejde med en gruppe, som foretog en række større røverier; se Blekingegadesagen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig