Faktaboks

Mahmoud Abbas

Abu Mazen

Født
26. marts 1935

Mahmoud Abbas, 2010.

.

Mahmoud Abbas (tv.) sammen med USAs præsident George W. Bush, den israelske ministerpræsident Ariel Sharon og Jordans kong Abdallah 2. ved afslutningen af et topmøde i Aqaba, Jordan, i 2003.

.

Mahmoud Abbas er en palæstinensisk politiker. Hans familie flygtede under den første Arabisk-israelske Krig 1948-1949 til Syrien. Mahmoud Abbas studerede jura i Damaskus og Cairo og fik i 1982 en ph.d.-grad fra Venskabsuniversitetet i Moskva på en afhandling, der bl.a. stillede spørgsmål ved antallet af ofre for nazisternes jødeforfølgelser.

I midten af 1950'erne blev Abbas involveret i bestræbelserne for at fremme den palæstinensiske sag og var med til at grundlægge Fatah i 1957. Han holdt sig gennem 1970'erne og 1980'erne i baggrunden på trods af sin post som generalsekretær for PLO, men var en varm fortaler for en aftale med Israel. Abbas underskrev på vegne af PLO Oslo-aftalen i 1993 og blev i maj 2003 med etableringen af den første palæstinensiske administration over dele af Gaza og Vestbredden udnævnt til premierminister, en post han bestred frem til september samme år. I den forbindelse nedtonede han sine udtalelser om de nazistiske jødeforfølgelser.

Efter Arafats død i 2004 overtog Abbas ledelsen af det palæstinensiske selvstyre og blev i januar 2005 valgt til præsident. Han har siden valget uden held arbejdet for en endelig aftale med Israel og udpegede efter parlamentsvalget i januar 2006, der blev et sviende nederlag for Fatah og andre grupper med tilknytning til PLO, en regering ledet af valgets vindere, Hamas, med Ismail Haniya som premierminister. Forholdet mellem Fatah og Hamas var dog fortsat konfliktfyldt, og Hamas overtog juni 2007 kontrollen med Gazastriben efter kampe med Fatah. Herefter opløste Abbas den palæstinensiske samlingsregering og erklærede Gazastriben og Vestbredden i undtagelsestilstand.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig