Nimrud Dagh, tyrk. Nemrut Dağı, bjerg i det sydøstlige Tyrkiet nær Eufrats mellemste løb, 2100 m. På toppen af bjerget er anlagt en hellenistisk grav og et tempelanlæg, hierothesion, som dateres til kong Antiochus 1. af Commagene (ca. 69-34 f.Kr.). Fra tre sider fører processionsveje til gravhøjen, som omgives af terrasser med monumentale siddende gudeskulpturer og et horoskop i form af en stele med afbildning af stjernebilledet Løven og himmellegemerne.