Korstogstidens mest iøjnefaldende monumenter er de mange borge, som sikrede korsfarernes militære kontrol med området. De vigtigste blev opført af de gejstlige ridderordener tempelridderne og johanniterne. Den kendteste af borgene er johanniterborgen Krak des Chevaliers i Syrien, bygget i 1100-tallet og udbygget i 1200-tallet. Den modstod med held adskillige belejringer, før den i 1271 blev overgivet til mamluksultanen Baybars.

.

Korstogene var kombinerede pilgrimsfærde og krigstogter i højmiddelalderen. De blev foretaget af kristne styrker, og oprindelig var formålet at befri Det Hellige Land for muslimsk herredømme eller sikre de kristne besiddelser i området. Senere blev korstogene rettet mod hedninge, muslimer, kættere og ikke-katolske kristne i forskellige dele af Europa.

De enkelte korsfarere aflagde et løfte om at drage på korstog; de blev af kirken betragtet som pilgrimme og belønnet med aflad.

Det første fælleseuropæiske projekt

De otte korstog.

.

I Europas historie var korstogene en nyskabelse: et fælleseuropæisk projekt, som formelt lå under pavens autoritet og dermed var en kraftig styrkelse af pavedømmets magt. Korstogene fik senere et rent politisk formål, da paverne på et tidspunkt begyndte at give det samme aflad for togter rettet mod nogle af deres politiske modstandere i Europa.

Korstogene førte til oprettelsen af en række kortvarige statsdannelser, korsfarerstater, samt til territorial ekspansion for flere europæiske stater, bl.a. Tyskland, Danmark, Sverige, Aragonien, Castilien, Portugal og Venedig.

Kulturelt fik korstogene stor betydning ved at bringe vest- og centraleuropæere i direkte kontakt med Middelhavsområdets folk og inddrage en række ikke-kristne folkeslag ved Østersøen i kristenheden. Korstogsbevægelsen var kraftigt medvirkende til at sikre kristendommens totale sejr over islam i Spanien og Portugal.

Økonomisk førte korstogene til øget handelsaktivitet i både Middelhavs- og Østersøområdet.

Korstogene til Det Hellige Land formede sig som en kontinuerlig række af kombinerede pilgrims- og militærekspeditioner. Historikerne har nummereret de største:

Det første korstog (1096-1099)

Det første korstog blev til på initiativ af pave Urban 2., som i november 1095 vandt begejstret tilslutning til et krigstogt til Det Hellige Land i forbindelse med et kirkemøde i Clermont i Frankrig. Det skulle bringe pilgrimsmålene Jerusalem og Betlehem, der siden 600-tallet havde været under muslimsk herredømme, tilbage på kristne hænder og sikre pilgrimsvejene dertil.

Anledning og motiv

Anledningen var en anmodning om hjælp mod tyrkerne i Lilleasien, som den byzantinske kejser Alexios 1. Komnenos havde sendt til Vesten. Kejseren havde ønsket, at krigere fra Vesteuropa skulle være trådt i hans tjeneste, men i stedet skabtes en hær, som havde befrielsen af de hellige steder som hovedmål.

Pavens motiv til korstoget var at styrke kirken. Det skal ses i lyset af dels den kirkelige reformbevægelse og pavestolens strid med den tyske kejser, dels den generelle situation i Europa hen imod slutningen af 1000-tallet med stærk befolkningstilvækst og øget selvbevidsthed. Samtidig blev Europa plaget af konstante krige mellem feudalherrerne, og et ønske om at kanalisere en del af dette voldspotentiale bort fra Europa har givetvis også spillet en rolle.

Folkekorstoget

Efter Urban 2.s tale blev imidlertid også mange fra de brede lag i befolkningen grebet af begejstring og begav sig på vej under ledelse af Peter fra Amiens, det såkaldte folkekorstog. I 1096 angreb de på deres vej jødiske kvarterer i en række byer i Rhinlandet. Det blev de første større jødeforfølgelser i Vesteuropa. Fra Konstantinopel blev de sejlet over til Lilleasien, hvor den dårligt udrustede folkehær snart efter blev massakreret af en tyrkisk hær.

De adeligt ledede korsfarere

I løbet af 1096 samledes hovedsagelig fra Frankrig, Flandern og Syditalien de forskellige grupper af adeligt ledede korsfarere i Konstantinopel, hvor også de overlevende fra folkekorstoget stødte til. Her fik den byzantinske kejser næsten alle lederne til at sværge ham lensed og love, at tidligere byzantinske byer, som nu var under tyrkisk herredømme, skulle tilbagegives til Det Byzantinske Rige.

I foråret 1097 satte korsfarerne over til Lilleasien, hvor de hjalp kejseren med at få flere vigtige byer under kontrol. Da korsfarerne i 1098 efter længere tids belejring erobrede Antiochia i Syrien og indtog Edessa længere østpå, blev disse byer imidlertid ikke overdraget kejseren. I stedet blev de, på trods af hans protester, hovedstæder i de første korsfarerstater, fyrstedømmet Antiochia og grevskabet Edessa. Fra Antiochia fortsatte korsfarerne sydpå og erobrede dele af Syrien, Libanon og til sidst Palæstina.

Ved Jerusalems erobring 15.-17. juli 1099 nedslagtede korsfarerne byens muslimer og jøder, hvorefter dens moskéer blev omdannet til kirker. Hertugen af Nedre Lothringen Godefroy af Bouillon valgtes til leder af det nyoprettede kongerige Jerusalem. Efter erobringen af Jerusalem kom en jævn strøm af pilgrimme, der både besøgte de hellige steder og deltog i de mere eller mindre konstante kampe mod muslimerne.

Den danske kong Erik 1. Ejegod drog som den første europæiske konge på korstog umiddelbart efter Jerusalems erobring, men døde undervejs på Cypern.

Det andet korstog (1147-1149)

Det andet korstog var forårsaget af muslimske troppers generobring af Edessa i 1144. I modsætning til 1. korstog blev dette ledet af konger, Ludvig 7. af Frankrig og Konrad 3. af Tyskland. Bag korstoget stod pave Eugen 3. Men også Bernhard fra Clairvaux, som nød stor respekt i hele den katolske del af Europa, prædikede ihærdigt for det.

I Syrien forsøgte korsfarerhæren at erobre muslimernes vigtigste by i området, Damaskus. Det mislykkedes; kongerne måtte vende hjem med uforrettet sag, og Edessa forblev under muslimsk herredømme.

Det tredje korstog (1189-1192)

Det tredje korstog udløstes af sultan Saladins generobring af Jerusalem i 1187 og blev ledet af kejser Frederik 1. Barbarossa, den engelske kong Richard 1. Løvehjerte og den franske kong Filip 2. August.

Kejseren tog vejen ned over Balkan og gennem Lilleasien, hvor han bl.a. indtog og ødelagde Konya. Han druknede kort tid efter i en flod, hvorpå størsteparten af hans hær rejste hjem. Richard 1. rejste ad søvejen og erobrede undervejs Cypern fra øens byzantinske hersker.

I Det Hellige Land bidrog Richard og Filip 2. til generobringen af Akko (Acre) i 1191, hvorefter Filip drog hjem, mens Richard blev yderligere et år i Palæstina. Korstoget sikrede midlertidigt korsfarerne kontrol med Palæstinas kystland, og efter forhandlinger fik pilgrimmene igen adgang til Jerusalem og Betlehem.

Det fjerde korstog (1202-1204)

Det fjerde korstog begyndte på pave Innocens 3.s initiativ, og man besluttede sig for at angribe Egypten. Det førte i stedet til erobringen af kristne byer: Zadar fra det katolske Ungarn og Konstantinopel, Det Byzantinske Riges hovedstad.

Når korstoget på denne måde blev afsporet, skyldtes det, at man skyldte Venedig penge for transporten, da togtet skulle foregå ad søvejen. Første etape blev betalt ved korsfarernes assistance til Zadars erobring. Her troppede den landflygtige byzantinske prins Alexios (død i 1204) op og bad korsfarerne om hjælp til at få afsat sin onkel, kejser Alexios 3., som havde styrtet hans far, Isak 2. Da korsfarerne ankom til Konstantinopel, flygtede Alexios 3., og den unge prins blev kejser som Alexios 4. sammen med faderen, som blev genindsat på tronen.

Men Alexios kunne ikke betale korsfarerne og Venedig de uhyrlige summer, han havde lovet dem. Da han selv og Isak blev væltet ved et kup, greb korsfarerstyrken ind, erobrede og plyndrede Konstantinopel og omdannede Det Byzantinske Rige til et romerskkatolsk kejserrige, Romania, med en kejser fra Flandern og en patriark fra Venedig.

Børnekorstoget

Efter disse korstog, der kun i ringe grad levede op til forventningerne, opstod der i 1212 i Vesteuropa, især i Rhinlandet, en ny folkelig korstogsbevægelse, der talte mange børn. Det resulterede i det såkaldte børnekorstog. Det gik imidlertid i opløsning, da deltagerne nåede Italien. De fleste vendte hjem, men nogle blev solgt som slaver i Nordafrika, efter at de var blevet lovet skibslejlighed til Det Hellige Land af nogle købmænd.

Det femte korstog (1217-1221)

Ved 4. Laterankoncil i 1215 kaldte pave Innocens 3. igen til korstog, men døde selv, før det kunne løbe af stablen. I 1217 drog hertug Leopold 6. af Østrig (1176-1230) og kong András 2. af Ungarn på korstog til Det Hellige Land uden de store resultater.

Samtidig blev en kæmpemæssig ekspedition planlagt i Europa. Som mål for togtet enedes man om Egypten i håb om at kunne svække ayyubiderne afgørende ved at indtage Cairo. I 1219 indtog korsfarerstyrken Dumyat (Damietta) i Nildeltaet efter en langvarig belejring, men byen måtte atter opgives i 1221.

Det sjette korstog (1228-1229)

Det sjette korstog var det eneste af de senere korstog, der faktisk førte til målet, nemlig at Jerusalem igen kom under kristent herredømme. Det blev gennemført af Frederik 2., kejser af Tyskland og konge af Sicilien. Men denne gang blev Jerusalem vundet ved forhandling og ikke ved erobring.

Det syvende korstog (1248-1254)

Det syvende korstog gik efter Jerusalems endelige fald i 1244 igen til Egypten, da korstogets leder, den franske kong Ludvig 9. den Hellige, anså Egypten for at være den alvorligste trussel mod resterne af korsfarerbesiddelserne i Det Hellige Land. Dumyat blev atter erobret i 1249, men tabt igen året efter. Derefter drog korsfarerne til Palæstina uden større militære resultater.

Det ottende korstog (1270)

Det ottende korstog efter Antiochias fald i 1268 blev også ledet af Ludvig 9., som denne gang forsøgte at erobre Tunis. Kongen døde under belejringen, hvorpå korsfarerne vendte hjem.

Senere korstog i Middelhavsområdet var rettet mod osmannernes fremtrængen i Europa. De mislykkedes alle. Korsfarerhære led nederlag ved Nikopolis i 1396 og Varna i 1444 (begge i Bulgarien), og et paveligt korstog mod osmannerne blev afblæst i 1464, da initiativtageren, pave Pius 2., døde.

Albigenserkorstoget (1209-1229)

Albigenserkorstoget bestod af en række felttog i Sydfrankrig. Det var rettet mod de udbredte kætterbevægelser og deres beskyttere. Efter mordet på en pavelig legat i Sydfrankrig i 1208 kaldte Innocens 3. til korstog. Resultatet blev en næsten fuldstændig udryddelse af kætterne og en styrkelse af den franske kongemagt i området.

Korstogene i Østersøområdet

Allerede i 1100-tallet var der problemer med at rekruttere korsfarere fra Nordeuropa, da mange i området mente, at der var rigeligt med hedninger at bekæmpe og omvende i deres umiddelbare naboskab. I 1147 gav pave Eugen 3. med bullen Divini dispensatione (Ved guddommelig dispensation) de kristne i Nordeuropa lov til at gå på korstog i Østersøområdet i stedet for i Middelhavsområdet.

Korstogsbetegnelsen blev derefter brugt om en række krigstogter i Østersøområdet, først mod venderne fra 1147, kaldet vendertogene, og senere mod de baltiske og finske folkeslag og russerne. Den Tyske Ordensstat i Preussen og Baltikum og den danske erobring af Estland i 1219 var resultater af sådanne korstog.

Korstogenes betydning

Som religiøs bevægelse var korstogene en enestående begivenhed i europæisk historie med hensyn til både varigheden og den entusiasme, befolkningerne lagde for dagen. Korstogsbevægelsen havde en meget stor gennemslagskraft; selv den lange række af mere eller mindre mislykkede felttog til Det Hellige Land og Nordafrika mindskede ikke opbakningen.

Den nyere forskning viser, at også de korstog, som ikke var rettet mod Det Hellige Land, nød en bred opbakning og deltagelse. Korstogene blev af samtiden vurderet som en værdifuld og vigtig bestræbelse til forsvar for og udvidelse af kristenheden. De medvirkede til at skabe en vesteuropæisk latinsk identitet og førte til, at den latinske kristenhed fik selvsikkerhed og mulighed for ekspansion.

Korstogene var således ikke et marginalt fænomen, men var dybt rodfæstede, og helt op i 1700-tallet var korstogsretorik udbredt i Europa. Korstogene gav desuden anledning til nye institutioner som ridderordenerne, permanente diplomatiske relationer og et internationalt bankvæsen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig