det spanske kalifat

Det spanske kalifat, Córdoba-kalifatet, umayyadernes kalifat i al-Andalus, dvs. Den Iberiske Halvø, 929-1031. Da abbasiderne 749/50 tog magten i kalifatet efter et militært opgør med umayyaderne, flygtede Abd al-Rahman 1. fra Syrien til Spanien; i 756 lykkedes det ham at blive anerkendt som emir i Córdoba, der blev hans hovedstad. Etableringen i 909 af et fatimidisk kalifat i Nordafrika udgjorde en trussel mod emiratet, og i 929 bekendtgjorde Abd al-Rahman 3., at han fra da af var at betragte som de troendes leder, en titel, der var forbeholdt kaliffen. Dermed var der skabt et nyt, umayyadisk kalifat, der ligesom det fatimidiske udfordrede den abbasidiske kalif i Baghdad.

Selvom det naturligvis var generende for kalifferne i Baghdad, at der var efterkommere af umayyaderne, som bestred det abbasidiske kalifats legitimitet, var kalifatet i al-Andalus til forskel fra fatimiderne, der i 967 erobrede Egypten, for langt væk til at udgøre en reel politisk trussel. Dertil kom, at både abbasider og umayyader var sunnimuslimer, mens fatimiderne som shiitter også var en stærk ideologisk udfordring for Baghdad.

I begyndelsen af 1000-t. begyndte det spanske kalifat at gå i opløsning, og der opstod en række selvstændige kongedømmer. Den sidste umayyadekalif, Hisham 3., blev afsat i 1031.

Umayyadeemiratet og -kalifatet i Spanien fik en meget væsentlig indflydelse på den intellektuelle udvikling i Europa: En lang række værker af antikke forfattere, hvoraf mange i det kristne Europa var ukendte eller mentes gået tabt, var i de foregående århundreder blevet oversat i den arabisk-islamiske verden. Værkerne var således bevaret i de store biblioteker i al-Andalus, og i takt med den kristne generobring af Spanien blev de oversat fra arabisk til latin og kom til at spille en meget stor rolle for den europæiske renæssance. Se også Spanien (historie).