Ayyubider, muslimsk dynasti, der fra 1100-1400-t. havde politisk kontrol over Syrien, det nordlige Irak, Egypten, Yemen og det østlige Anatolien omkring Diyarbakır. Etnisk tilhørte ayyubiderne kurderne, og dynastiets grundlægger, Ayyub, var i begyndelsen af 1100-t. sammen med andre kurdere blevet indrulleret i forskellige seldsjukkiske hære. Ayyubs søn Salah al-Din (Saladin) blev i 1169 hyldet som leder af en mindre hær, der var aktiv i Egypten, og betragtes derfor som dynastiets egentlige grundlægger.

I 1171 gjorde Salah al-Din det definitivt af med det fatimidiske kalifat i Cairo, og dynastiet sikrede sig derefter desuden kontrollen over Syrien, Palæstina, det nordlige Irak, det østlige Anatolien og Yemen. Under Salah al-Din slog dynastiet i 1187 de frankiske korsfarere i et stort slag ved Hattin i Palæstina, hvilket førte til, at muslimerne kunne generobre Jerusalem.

Efter Salah al-Dins død i 1193 førte interne stridigheder mellem efterkommerne til, at dynastiet gennem den følgende periode blev splittet i flere indbyrdes konkurrerende grupper, der hver kontrollerede mindre dele af det gamle ayyubidiske område.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig