Iran.

.

Iran.

.

Fra omkring 1000 f.Kr. befolkede iranske stammer efterhånden Iran, hvor der allerede i Khuzistan eksisterede den højt udviklede elamitiske civilisation. De to iranske stammer, der kom til at besidde de vestlige områder, mederne og perserne, omtales i den assyriske konge Salmanassar 3.s annaler i 835/834 f.Kr.

Det Mediske Rige

Mederne kontrollerede allerede fra omkring 900-t. f.Kr. den østlige del af Zagrosbjergene og ekspanderede mod vest, hvilket bragte dem i stadig konflikt med assyrerne. Ifølge den græske historieskriver Herodot, som foruden de assyriske annaler er den eneste bevarede kilde til medernes historie, blev mederne samlet under ét rige af Deiokes (ca. 700-647 f.Kr.); da adskillige mediske høvdinge optræder som tributydere i assyriske annaler fra denne periode, anser de fleste forskere det dog for mere sandsynligt, at Fraortes (647-625 f.Kr.) forenede de mediske stammer til ét rige. Han døde under et angreb på Assyrien, hvorefter hans søn, Kyaxares, blev konge. I Fraortes' regeringstid blev riget hærget af voldsomme angreb fra skythiske stammer, men Kyaxares formåede at befri landet for dette rytterfolk, og han skabte ro og stabilitet.

Tidslinje over Irans historie

periode begivenhed
7000-t. f.Kr. Tidligste bykulturer.
600-t. f.Kr. Mediske stammer forenes til ét rige.
612 f.Kr. Mederne erobrer Ninive og dermed Assyrien.
558-529 f.Kr. Kyros 2. den Store. Perserne under achaimeniderne underlægger sig Det Mediske Rige, Lilleasien og Babylonien.
525 f.Kr. Perserne erobrer Egypten.
522-486 f.Kr. Dareios 1. den Store. Riget konsolideres. Krig mod grækerne.
331 f.Kr. Achaimeniderne besejres af Alexander den Store.
323 f.Kr. Alexander dør. Det hellenistiske seleukidedynasti regerer i rigets østlige del.
100-t. f.Kr. Partherne erobrer næsten hele Iran og Mesopotamien. Krige mod romerne.
224-241 e.Kr. Ardashir 1. Sasanideriget grundlægges.
636 Perserne lider nederlag til araberne ved Qadisyya.
1055 Seldsjukkerne overtager kalifatets verdslige magt.
1256-1353 Ilkhaniderne erobrer Baghdad 1256 og kontrollerer det iranske område.
slutn. af 1300-t. Timur Lenk hersker over Iran. Timuriderne hersker i landets østlige dele indtil 1500-t.
1501-1736 Safaviderne behersker Iran; shiaislam bliver statsreligion. Gentagne krige med Osmannerriget.
1588-1629 Abbas 1. den Store; safavidernes magt kulminerer.
1736-47 Nadir Shah. Omfattende plyndringstogter, bl.a til Delhi 1739.
1800-t. Indblanding fra Rusland og Storbritannien.
1914-19 Iran erklærer sig neutralt i 1. Verdenskrig; de sydlige dele besættes af Storbritannien.
1925-79 Pahlavidynastiet. Iran moderniseres.
1941-46 Iran besat af de allierede.
1951 Olieindustrien nationaliseres; Mossadeq styrtes ved et statskup to år senere.
1979 Shahen styrtes. Iran bliver en islamisk republik under ayatollah Khomeinis ledelse.
1980-88 Iransk-irakiske Krig.
1989 Khomeini dør. Rafsanjani forsøger at forbedre Irans relationer til omverdenen.
1990'erne Iran delvist isoleret efter beskyldninger for at stå bag international terrorisme.
2006 Iran meddeler, at det er i færd med at berige uran.

I koalition med Babylonien ødelagde mederne Assyrerriget og erobrede Ninive i 612 f.Kr. Sejrherrerne delte det assyriske rige, og Kyaxares fik det egentlige Assyrien og Nordmesopotamien; i forvejen havde han annekteret området Fars. Senere underlagde han sig riget Urartu i det nuværende Armenien og forsøgte at trænge videre ind i Lilleasien, hvor han stødte sammen med det ekspanderede Lyderrige. Ved en fredsslutning blev floden Halys anerkendt som grænse, og alliancen blev beseglet ved giftermål mellem Kyaxares' søn Astyages og lyderkongens datter. Mod øst blev riget udvidet til Baktriens grænser enten under Kyaxares eller under Astyages.

Man ved næsten intet om rigets organisation, men det må have været opdelt i provinser som administrative enheder, idet titlen satrap, provinsstatholder, blev overtaget fra medisk af det efterfølgende persiske dynasti. Nogle af høvdingene har formentlig også haft titel af konge, da mederkongerne benævntes "kongernes konge".

Achaimeniderne

Med Astyages gik Mederriget til grunde, da en anden iransk stamme, perserne, under ledelse af Kyros 2. den Store besejrede dem. Perserne optræder første gang i historien i 834 f.Kr., da Salmanassar 3. modtog tribut fra konger i Parsua, som lokaliseres til højsletten nord for Kermanshah. I 692 f.Kr. foretog kong Sankerib et felttog mod sydøst mod Parsumash, et persisk domineret område, som må have været det nuværende Fars. Dette område var udgangspunktet for Kyros' ekspansion. Han var af achaimenidernes slægt, men der foreligger ingen historiske vidnesbyrd om dynastiets grundlægger, Achaimenes. Traditionen (Herodot og Bisutunindskriften) beretter om tre herskere mellem Achaimenes og Kyros: Teispes, Kyros 1. og Kambyses 1. I Kyros' cylinderindskrift, der er blevet fundet i Babylon, omtaler Kyros 2. sine forgængere som storkonger af Anshan. Dette var det elamitiske navn for Fars, så det er sandsynligt, at achaimeniderne har haft magten dér fra omkring 700 f.Kr. Ca. 640 f.Kr. besejrede assyrerkongen Assurbanipal Elam, og Kyros 1. blev vasal af Assyrerriget, indtil dette faldt for det mediske fremstød, og Fars blev medisk vasalstat.

Da Kyros 2. havde efterfulgt sin far, Kambyses 1., besejrede han i 550 f.Kr. med tilslutning fra de øvrige persiske stammer sin morfar, Astyages. Dermed havde Kyros forenet adskillige iranske stammer under sin myndighed. Dette var indledningen til det achaimenidiske dynastis ca. 200-årige dominans af den nære orient. I 547 f.Kr. forsøgte kong Kroisos af Lydien et angreb på den nye stormagt, men blev besejret af Kyros, som hermed blev herre over Lilleasien inklusive de græske stater hér. I 539 f.Kr. faldt det babyloniske rige, og Kyros holdt sit indtog i Babylon, hilst som en befrier af Marduks præster, fordi den sidste babyloniske konge, Nabu-naid, havde vraget Marduk til fordel for måneguden Sin. Mod øst havde Kyros udvidet sit territorium til at omfatte Baktrien, Gandhara og højlandet vest for Indus. Mod nordøst dannede Jaxartes (Syr Darja) grænsen, men her hærgedes landet af angreb fra sakerne, som var et skythisk nomadefolk. I kampen mod en af disse stammer, massageterne, faldt Kyros efter at have skabt den første supermagt, verden har set.

Administrationen af det vældige rige fortsatte i vid udstrækning efter de mediske principper med statholderskab af provinserne, men Kyros tilførte sit herredømme en ny dimension ved at føre en udstrakt tolerancepolitik over for de undertvungne folkeslag, som kunne beholde deres egne skikke, også de religiøse, såfremt de betalte deres skatter og på forlangende ydede militær bistand. Således vandt han jødernes taknemmelighed ved at lade dem flytte hjem fra det babyloniske eksil og ved at bidrage økonomisk til genopførelsen af templet i Jerusalem. Det er derfor forståeligt, at Kyros som den eneste ikke-jøde kaldes Messias i Det Gamle Testamente. Kyros' søn, Kambyses 2., gennemførte i 525 f.Kr. sin fars planlagte erobring af Egypten, der var den sidste uafhængige stormagt i Nærorienten. I 522 f.Kr. udbrød der oprør i Fars, men på vejen hjem for at bekæmpe det døde Kambyses ved en ulykke. Ifølge Bisutunindskriften og Herodot havde Kambyses hemmeligt ladet sin bror Bardiya (gr. Smerdis) dræbe inden togtet til Egypten, men en medisk præst, mageren Gaumata, kendte hemmeligheden, og idet han optrådte som Bardiya, tiltog han sig magten ved Kambyses' død. Syv persiske fyrster, deriblandt Dareios, dræbte usurpatoren, og Dareios overtog kongemagten. Den nyere forskning har imidlertid påpeget usandsynligheden i overleveringen om den falske Bardiya. De fleste forskere mener i dag, at Dareios med denne historie tilslørede, at han i virkeligheden selv var usurpatoren og var kommet til magten ved drabet på Kambyses' bror, den retmæssige tronarving.

Dareios blev konge i 522 f.Kr. og brugte et år på bekæmpelse af de oprør, der fulgte hans tronbestigelse overalt i riget. Derefter brugte Dareios sine kræfter på at konsolidere riget indadtil og sikre grænserne mod øst. Han var en fremragende organisator og politiker, men hans succes led et sviende nederlag under hævn- og erobringstogtet mod Grækenland i Slaget ved Marathon i 490 f.Kr (se Perserkrigene). Under Dareios' styre blev zarathustrismen gjort til statsreligion, om end han fortsatte Kyros' tolerancepolitik over for de besatte områder. Xerxes, Dareios' søn med Kyros' datter Atossa, efterfulgte i 486 f.Kr. sin far og nedkæmpede med held egyptiske og babyloniske oprør; den planlagte æresoprejsning ved et felttog mod Grækenland blev derimod til et katastrofalt nederlag, hvorefter de persiske ambitioner om at beherske Grækenland ophørte. Xerxes tilbragte resten af sin regeringstid i hovedstæderne Ekbatana, Susa og Persepolis, indtil han blev myrdet som følge af haremsintriger. De følgende tre konger, Artaxerxes 1., Xerxes 2. og Dareios 2., var alle temmelig svage, og det skyldtes kun Kyros', Kambyses' og Dareios' forudgående indsats, at riget var modstandsdygtigt nok til at bestå. I denne periode faldt Den Peloponnesiske Krig mellem Athen og Sparta, og de persiske konger intervenerede ved at støtte snart den ene part, snart den anden økonomisk.

Artaxerxes 2. havde mange vanskeligheder at kæmpe med. Hans bror, Kyros, gjorde oprør og førte græske lejetropper helt ind i hjertet af det persiske rige, men faldt selv i Slaget ved Kunaxa i 401 f.Kr. Den græske forfatter Xenofon deltog i Kyros' felttog og har beskrevet det i Anasasis. Egypten gjorde oprør og løsrev sig. Striden med grækerne blussede op igen, men perserne fik befæstet deres magt i Lilleasien og på Cypern ved Antalkidasfreden i 387 f.Kr. Artaxerxes' søn, Artaxerxes 3. Ochos, overtog magten efter en kortvarig tronstrid, hvorefter han myrdede alle eventuelle rivaler. Det lykkedes ham at undertvinge oprør i Lilleasien og Fønikien og genetablere herredømmet over Egypten, men i forholdet til Filip 2., den ekspanderende konge af Makedonien, begik han den fejltagelse ikke at støtte Athens modstand. Artaxerxes blev myrdet af eunukken Bagoas, som satte Arses (338-336 f.Kr.) på tronen i håb om at blive magten bag ham. Men Arses blev for selvstændig og derfor også myrdet. Bagoas gjorde så Dareios 3. til konge, og han fik straks ryddet Bagoas af vejen. Dareios nedkæmpede et nyt oprør i Egypten, men begyndelsen til enden kom, da han tabte til Alexander i Slaget ved Granikos i 334 f.Kr. Persepolis faldt for Alexander i 331 f.Kr., hvorpå Dareios flygtede, men blev dræbt af den baktriske satrap Bessos.

Samfundsopbygning

Det achaimenidiske samfund var en blanding af mange folkeslag og stammer, som hver beholdt deres religiøse, kulturelle og sproglige særpræg. Persernes eget sprog, det såkaldt oldpersiske, havde ikke nogen skriftlig form, førend Dareios 1. lod udvikle en kileskrift til beretningen i Bisutun om sine handlinger som regent. Som arbejdssprog i administrationscentrene i Fars blev fortrinsvis brugt elamitisk, mens aramæisk formentlig brugtes i det øvrige bureaukratiske system og som brevsprog.

Det traditionelle indo-iranske kastesystem bestod af tre klasser: krigere, præster og bønder eller hyrder, men systemet krydsedes af klan- og stammetilhørsforhold. Rigets fornemste poster, deriblandt statholderskaberne, blev besat med medlemmer af den højeste krigeradel, mens mindre betydningsfulde satrapier blev ledet af indfødte høvdinge. Organisationen af riget var pyramidalsk. Den almindelige befolkning nød godt af personlig frihed, idet arbejdskraften hovedsagelig var fri, selvom der også fandtes slaver. Kvinderne deltog i arbejdslivet og kunne endda være formænd for sjak med mandlige arbejdere.

De enkelte rigsområder beholdt også i vid udstrækning deres egne love, om end storkongens dekreter havde fortrinsret i tilfælde af modsætninger. Satrapiernes vigtigste pligt var at indbetale de skatter, som centralregeringen udskrev. Men disse var mere rimelige end i den assyriske eller babyloniske periode, idet Dareios 1. havde indstiftet en vurdering af bedrifternes ydeevne som basis for skatteberegningen. Alle undtagen perserne selv indbetalte skatter til administrationscentrene, hvor rigdomme hobede sig op, selvom der var store udgifter til administration, hær, hof, vejsystem etc., og der endvidere brugtes betydelige midler til at støtte overvandingsprojekter og landbrugsudvidelser. Det sidste var helt i zarathustrismens ånd. Denne religion var da også achaimenidernes, i hvert fald fra Dareios' tid. Den zarathustriske gud Ahura Mazda nævnes som den eneste gud i Dareiosindskrifterne og står som den, der har forlenet Dareios med magten, altså som en legitimation af kongemagten.

Alexander den Store og seleukiderne

I 330 f.Kr. havde Alexander fuldført erobringen af hele det achaimenidiske rige, men han ændrede ikke rigets organisation. I den persiske overlevering blev traditionen om achaimeniderne forfalsket eller forsvandt pga. de store omvæltninger og ødelæggelser, således at kun Dareios 1. og Dareios 3. optræder her. Alexander fik i pahlavilitteraturen tilnavnet "den forbandede" pga. den fortræd, han voldte. Hans idéer om en sammensmeltning af græsk og persisk kultur førte til store bosættelser af græske og makedonske soldater, især i Iran og Mesopotamien, oprettelse af græske byer og blandede giftermål. En ny tidsalder, den hellenistiske, begyndte. Alexander døde i 323 f.Kr., og det vældige rige, han havde samlet, splittedes hurtigt i magtkampen mellem hans generaler.

Seleukos 1. fik magten over hele den østlige del af riget, men allerede i 304 f.Kr. mistede han kontrollen over de østlige provinser ved Indus til Chandragupta Maurya. Fra da af koncentrerede Seleukos sin opmærksomhed om de vestlige dele af sit rige, som ved hans død indbefattede Iran, Mesopotamien, Nordsyrien og Vest- og Sydlilleasien. Seleukiderne førte en udpræget helleniseringspolitik, men trods talrige bygrundlæggelser og storstilede tildelinger af krongods forblev immigrationen af grækere og makedonere ringe og aftog endda betydeligt fra omkring 200 f.Kr. Voksende utilfredshed blandt de indfødte befolkninger førte til opstande; således løsrev Parthien sig ca. 245 f.Kr., og i Baktrien etableredes i 239 f.Kr. et uafhængigt kongedømme under en græsk konge. Med Roms begyndende ekspansion mod øst mistedes også de lilleasiatiske besiddelser i 190 f.Kr.

Partherriget

Partherriget blev skabt, da den iranske stamme parnerne under anførsel af Arsakes invaderede det parthiske satrapi. Parnerne assimileredes i befolkningen og overtog parthisk sprog, en nordvestiransk dialekt, og zarathustrismen som religion. Under de første konger af arsakidernes dynasti førtes kampen mod Seleukideriget med vekslende held, men under Mithradates 1. lykkedes det at samle næsten hele Iran og Mesopotamien under parthisk styre. I Mithradates 2.s regeringstid (124-87 f.Kr.) oplevede Parthien sin glansperiode med økonomisk og magtmæssig stabilitet og fredelige diplomatiske forbindelser med de to verdensmagter Rom og Handynastiet i Kina. Et angreb fra sakerne mod øst blev afværget, og sakerne slog sig i stedet ned i Sistan (Sakastene).

Partherne bibeholdt de iranske traditioner i statsadministrationen, men var mere løst organiseret, idet de enkelte vasalkonger og fyrster havde større selvstændighed og centralregeringen tilsvarende mindre magt. Arsakidernes religion var zarathustrismen, men de udviste ligesom achaimeniderne stor tolerance over for andre trosretninger og var meget åbne over for græsk kultur, som øvede betydelig indflydelse indtil 10 e.Kr., da en sidelinje fra Atropatene (Azarbaidjan) erstattede den gamle arsakidiske hovedlinje, og der indtrådte en iransk reaktion mod filhellenismen.

Efter romernes sejr i 190 f.Kr. over seleukiden Antiochos 3. Megas blev Lilleasien romersk interesseområde, hvilket resulterede i en konflikt med Parthien. Den kom til at vare lige så længe, som Partherriget bestod, og drejede sig navnlig om overherredømmet over Armenien. En af parthernes store succeser i de krige, der med mellemrum blussede op, var, da de i 53 f.Kr. under Orodes (56-37 f.Kr.) besejrede den romerske hær ved Carrhae under anførsel af Crassus, som selv blev dræbt. I 20 f.Kr. indstiftedes en fred, hvor Eufrat blev anerkendt som grænse, men det armenske spørgsmål blev ikke løst, og krigene fornyedes under kejserne Tiberius, Nero, Trajan og Septimius Severus med en svækkelse af riget til følge. Samtidig skete der en langsom opløsning af den i forvejen ikke særlig magtfulde centralregering. Den sidste partherkonge, Artabanos 5., havde ganske vist en ikke ringe succes i kampen mod arvefjenden Rom, men blev overvundet og dræbt i 224, da den persiske storkonge Ardashir rejste sig mod ham.

Sasaniderne

Med Ardashir afløste sasaniderne det arsakidiske dynasti, hvorved perserne efter næsten 500 års parthisk dominans atter blev den herskende iranske stamme. Det nye rige blev udvidet til at omfatte landet fra Tigris i vest til og med det hidtidige Kushanarige mod øst. Romerne angreb staten, men de blev slået, og kejser Valerian taget til fange i 260 af Ardashirs søn, Shapur. En beskrivelse af disse begivenheder findes i en samtidig indskrift på en achaimenidisk bygning, Kabe-i Zardusht. Samme kilde beskriver det sasanidiske riges udstrækning og giver en oversigt over de zarathustriske ildtempler, som Shapur lod opføre. Zarathustrismen var nu statsreligion; ortodoksien blev udformet under den store teolog Kartir, som også opbyggede et velorganiseret kirkeligt system, der indgik i tæt samarbejde med statsmagten. Det løst organiserede parthiske statsapparat blev afløst af et centraliseret styre, hvor de vigtigste guvernørposter blev besat med medlemmer af den sasanidiske slægt, som var direkte ansvarlige over for kongen, der antog titlen "kongernes konge af Iran og ikke-Iran". De første to sasanidekonger anlagde mange byer og støttede overvandings- og landbrugsprojekter, og det dyrkede landområde havde således en udstrækning, der ikke er overgået hverken før eller siden. Mht. den sociale struktur var folket opdelt i fire klasser: præster, krigere, skrivere og det almindelige folk, og denne struktur støttedes af kirken.

Shapur var kendt for sin religiøse tolerance, men under Vahram 1. (273-276) indledtes religionsforfølgelser, befordret af Kartir, hvorunder Mani, grundlæggeren af manikæismen, blev dræbt sammen med mange af sine tilhængere. Hans religion fik dog i hemmelighed mange proselytter, hovedsagelig i det nordøstlige Iran. Kristendommen, især i form af nestorianisme, vandt også indpas i riget og fik temmelig stor indflydelse, især da Shapur 2. bosatte romerske fanger rundt om i landet, efter at han havde besejret romerne og genvundet det nordlige Mesopotamien og Armenien, som midlertidigt tabtes af Narseh (293-303). Shapur 2. genoptog kristenforfølgelserne, formentlig af politiske grunde, idet Romerriget havde antaget kristendommen som religion under Konstantin den Store. Efter Shapur 2. steg adelens og kirkernes magt på bekostning af kongemagten, og konger blev indsat og afsat på adelens initiativ. Samtidig plagedes riget af nomadeangreb nordfra. Shapur 2. havde standset kidaritterne, men i 400-t. trængte en ny magtfuld stamme, heftalitterne, frem. Først under Kavad (488-531) blev de standset. I hans regeringstid optrådte Mazdak, der prædikede et religiøst-revolutionært system. Kongen favoriserede først Mazdak og blev derfor afsat af adelen, men genvandt sin trone ved heftalitternes hjælp. Imidlertid blev den mazdakitiske bevægelse farlig også for ham, og derfor lod han Mazdak og talrige af hans tilhængere dræbe.

Kavads søn, Khusrau 1. Anoshirvan, kæmpede med skiftende held med Det Byzantinske Rige, men en fredsslutning gjorde ham fri til endeligt at tilintetgøre heftalitternes aggression. Indadtil oplevede landet en kulturel renæssance; åndslivet blomstrede og var åbent for påvirkninger fra både Det Byzantinske Rige og Indien. Khusrau reformerede også skatte- og militærvæsenet, styrkede infrastrukturen ved at anlægge veje og bygge broer og støttede landbruget. Hans søn Hormizd 4. (579-590) blev styrtet af hærføreren Vahram Chobin, fordi han var i strid med både adelen og kirken, men Chobin styrtedes på sin side af Khusrau 2. Abarvez med hjælp fra den byzantinske kejser Mauritios.

Efter ham fulgte fire år med 12 herskere og et virvar af paladsrevolutioner. Først med Yazdgard 3. i 632 blev der ro om tronfølgen, men han kunne ikke modstå de fremstormende arabere, og 636 bukkede den persiske hær under ved Qadisiyya, hvor den berømte feltherre Rustam faldt. Riget kom stykke for stykke i arabernes magt, den sasanidiske hær blev tilintetgjort i 642, og Yazdgard, der stadig prøvede at samle styrker til modstand, blev myrdet i 651. Under den arabiske besættelsesmagt påbegyndtes islamiseringen af riget, men i århundreder efter vedblev zarathustriske menigheder at bestå. Folk omvendte sig dog i massevis til islam dels for at undgå særbeskatning, dels for at blive befriet for det snærende kastesystem.

Læs om Irans historie efter islamiseringen.

Læs mere om Iran.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig