Ali Hassan al-Majid, Ali Hassan Abd al-Majid al-Tikriti, 30.11.1941-25.1.2010, irakisk politiker; fætter til Saddam Hussein. Ali Hassan al-Majid var en af Saddam Husseins nærmeste medarbejdere og fungerede bl.a. som forsvarsminister og indenrigsminister samt som chef for sikkerhedstjenesten. Han havde ansvaret for al-Anfal-offensiven, nedkæmpelsen af de irakiske kurdere i 1988; her anvendtes giftgas i vid udstrækning, hvilket gav ham tilnavnet Chemical Ali 'Kemiske Ali'. Efter Iraks nederlag i Golfkrigen fik han til opgave at slå et oprør blandt shia-muslimer ned i det sydlige Irak, hvilket blev gennemført med stor brutalitet og tusindvis af dræbte til følge. Efter den amerikansk ledede invasion af Irak i 2003 blev Ali Hassan al-Majid arresteret samme år. Han blev stillet for retten i flere sager; her angrede han intet, men stod fast på at han havde handlet korrekt. Over flere år modtog han adskillige dødsdomme og blev henrettet ved hængning.