Syrien – Historie – Siden den arabiske invasion, Det byzantinske herredømme, der var svækket pga. de persiske angreb, kunne ikke modstå den arabiske invasion i 633. Efter Slaget ved Yarmuk 636 blev Syrien en central del af det hastigt voksende arabiske rige, og 661-750 var Damaskus centrum i det umayyadiske kalifat. I denne periode byggedes Umayyademoskéen i Damaskus, og arabisk blev administrationssprog i Syrien.
Efter abbasidernes magtovertagelse i 750 flyttede kalifatet til Baghdad, og Syrien mistede sin betydning som politisk og kulturelt centrum. I 900-t. erobrede hamdaniderne det nordlige Syrien, og fra Egypten trængte fatimiderne ind og herskede kortvarigt i hele landet. Turkmenske seldsjukker tvang i slutningen af 1000-t. fatimiderne tilbage, men blev selv presset af byzantinere og europæiske korsfarere.
Fra 1098 blev Syrien og Palæstina gentagne gange angrebet af korsfarere, der hjulpet af arabernes splittelse etablerede sig i kystlandet. Nur al-Din samlede araberne til modstand, og hans hærfører og efterfølger, Saladin, afviklede fatimidedynastiet i Cairo i 1171 og generobrede Jerusalem i 1187. Saladin blev grundlægger af det ayyubidiske dynasti, som beherskede Syrien indtil 1260, hvor mamlukkerne, efter at have bremset den mongolske ekspansion i Slaget ved Ayn Jalut, sikrede sig magten. Mamlukkerne uddrev endeligt korsfarerne i 1291, men videreførte de handelsforbindelser med europæiske købmænd, som havde eksisteret siden 1100-t.
Et nyt mongolangreb 1400-01 indledte en nedgangsperiode for Syrien, der i 1516 blev indlemmet i Osmannerriget efter Slaget ved Dabiq. De nye herskere inddrog skatter, men ændrede ikke radikalt ved samfundets opbygning, og med Osmannerrigets tilbagegang i 1700-t. fik området gradvist mere politisk og religiøs frihed. Den egyptiske vicekonge Muhammad Ali erobrede Syrien 1831-33 og effektiviserede administrationen, men måtte i 1840 tilbagegive magten til den osmanniske sultan, der blev støttet af europæiske stormagter.
Den europæiske indflydelse voksede i anden halvdel af 1800-t., bl.a. med grundlæggelsen af et amerikansk og et fransk universitet i Beirut og med etableringen af jernbaner. Den vestlige kulturpåvirkning samt religiøse spændinger mellem muslimer, kristne og jøder gav næring til den arabiske nationalisme, som forstærkedes under 1. Verdenskrig ved udsigten til en selvstændig arabisk stat. Nationalisterne støttede i 1916 Den Arabiske Revolte og gik på de allieredes side ind i kampen mod Osmannerriget.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.