Syrien - Historie - Indtil den arabiske invasion

Syrien - Historie - Indtil den arabiske invasion, De ældste levn efter mennesker går mere end 1 mio. år tilbage og er blandt de ældste i Vestasien. På det tidspunkt levede der mennesker, sandsynligvis Homo erectus, langs Orontesfloden. De vigtigste fund stammer fra området omkring Latamne nord for Hama. Her er fundet store flintredskaber, håndkiler og knogler efter storvildt. I en hule ved Dederiyah nord for Aleppo har man udgravet et 50.000 år gammelt, velbevaret barneskelet af et neandertalmenneske.

Neolitikum er vel repræsenteret i Syrien, som udgør en del af den såkaldte frugtbare halvmåne. I dette område, som følger Zagros- og Taurusbjergene med en forlængelse ned i Orontes- og Jordandalen, voksede de vilde hvede- og bygarter, der kunne forædles, og her levede flere af de dyr, som kunne domesticeres. Derfor knyttes området traditionelt til udviklingen af de ældste bondekulturer i Vestasien for mere end 10.000 år siden. I Syrien er der gjort fund af landsbyer fra perioden i Buqras ved Eufratfloden i det østlige Syrien samt ved Tell Aswad ved Damaskus. Fra ca. 6500 f.Kr. udvikledes keramikteknologien, antagelig som en videreudvikling af en gips- og cementteknologi, som blev anvendt til fremstilling af skåle og kar. Keramik blev hurtigt et vigtigt materiale, og i løbet af 6. årtusinde f.Kr. blev vaser og skåle rigt dekoreret. De mest bemærkelsesværdige traditioner var knyttet til Halaf-kulturen, hvis kerneområde var NØ-Syrien og Assyrien.

Ca. 5000 f.Kr. trængte mesopotamiske traditioner ind i Syrien. Der var formentlig tale om dels en bevægelse af en befolkning fra Mesopotamien langs Eufrat, dels en kulturel afsmitning af den civilisation, som var under udvikling i det sydlige Mesopotamien, kendt som Ubaid-kulturen. Et vigtigt element i dens spredning mod vest var den voksende interesse for anvendelse af kobber. Det blev bl.a. udvundet i Østanatolien omkring Eufratflodens kilder. Ca. 3500 f.Kr. kulminerede denne udvikling. I det sydlige Mesopotamien voksede enkelte bebyggelser til en størrelse, der kan karakteriseres som højtudviklede bysamfund med monumentale templer. Skriften blev opfundet som et administrativt redskab, og der foregik masseproduktion af bl.a. lerkar. Perioden kaldes Uruk-perioden og omfatter det meste af 4. årtusinde f.Kr. Der opførtes kolonier i Syrien langs Eufrat for at kontrollere adgangen til Østanatoliens kobberforekomster, fx ved Habuba Kabira.

Syriens bronzealder, ca. 3000-1200 f.Kr., er karakteristisk ved et antal bystater. Ebla indtog gennem sidste halvdel af 3. årtusinde og i begyndelsen af 2. årtusinde f.Kr. en væsentlig rolle i den politiske magtstruktur mellem de mesopotamiske stormagter og de syriske bystater. At dømme efter navne på kongerne har en amoritisk befolkningsgruppe ved begyndelsen af 2. årtusinde overtaget magten i de fleste af de syriske byer. Tre byer udviklede sig til regionale kongedømmer 1800-1600 f.Kr.: Aleppo, Qatna nær Homs og Mari ved Eufrat. Ugarit ved Middelhavskysten blev med tiden en af de vigtigste havnebyer i det østlige Middelhav. Gennem Ugarit handledes store varemængder. Byen blomstrede især i den sene bronzealder (1600-1200 f.Kr.), på trods af at hittitterne i store dele af perioden havde overherredømmet i Syrien. Ca. 1200 f.Kr. blev byen ramt af en katastrofe og ødelagt. Begivenheden sættes som regel i forbindelse med det opbrud, som man finder i hele det østlige Middelhavsområde. Det blev indledningen til Syriens jernalder.

Perioden indtil ca. 1000 f.Kr. er forholdsvis dårligt kendt. Det synes som om, at sammenbruddet i den forudgående politiske struktur efterlod et vakuum, som tillod nye befolkningsgrupper at placere sig i vigtige byer. Syrien opdeltes igen i løbet af 1000-t. f.Kr. i små kongedømmer af bystatsagtig karakter, men nu regeret af aramæiske dynastier. I det nordlige Syrien overlevede samtidig senhittitiske traditioner, som kan kendes både på skriftsproget luvisk og på traditioner som ligbrænding. De vigtigste aramæiske kongedømmer havde sæde i byerne Damaskus, Hama, Zincirli, Arpad (Tell Rifaat), Til Barsip og Tell Halaf. Kongedømmerne var dog konstant udsat for en trussel fra de assyriske storkonger i øst. Trods forsøg på at dæmme op for assyrernes ekspansion ved alliancer bukkede de aramæiske kongedømmer under, og ca. 720 f.Kr. var landet helt underlagt Assyrien. Efter Ninives fald i 612 f.Kr. overtog babylonierne magten i Vestasien, inkl. Syrien. Efter Babyloniens fald i 539 f.Kr. blev Syrien det femte satrapi under de persiske storkonger.

Den hellenistiske tid indledtes i 331 f.Kr., da Alexander den Store slog perserkongen Dareios 3. og underlagde sig det meste af Vestasien og Egypten, herunder Syrien. Efter hans død i 323 f.Kr. fulgte en vanskelig deling af riget, som bl.a. betød, at hovedparten af Syrien blev underlagt seleukiderne, mens dele af det sydlige Syrien tilfaldt ptolemæerne. Under hellenismen anlagdes flere store byer. Antiochia ved Orontesflodens udmunding i Middelhavet blev sammen med Latakia, Apamea nord for Hama og Dura Europos ved Eufrat de nye politiske centre.

I romersk tid, fra 64 f.Kr. til 395 e.Kr., indtog Syrien en vigtig rolle som provinsen Syria i Romerriget med Antiochia som hovedstad. Provinsen forsynede Romerriget med korn og vin og profiterede ikke mindst som gennemgangsland for handelen med luksusvarer fra Østen. Anvendelsen af den hurtigere karavanerute gennem den syriske ørken til Damaskus via Palmyra betød en opblomstring for denne oaseby, hvilket stimulerede byens frihedstrang. Fra 100-t. blev konfrontationerne med partherne i øst stadig mere hyppige, og i 256 lykkedes det den sasanidiske hær at erobre Dura Europos. Dronning Zenobia i Palmyra fandt tiden moden til et oprør mod romerne; dette blev dog nedkæmpet.

De første kristne samfund i Syrien opstod i romertiden; de udkrystalliserede sig efterhånden i en række forskellige trosretninger; se syriske kirker. Selv under det byzantinske overherredømme, som afløste det romerske i 395, lykkedes det ikke at få forenet de divergerende trosretninger. Landet blev et nemmere bytte for de sasanidiske herskere, og i begyndelsen af 600-t. lykkedes det sasanidekongen Khusrau 2. at nå frem til Damaskus og Antiochia.

Læs mere om Syriens historie fra den arabiske invasion til nutiden.