Fønikien

De skriftlige kilder til Fønikiens historie og kultur er mangelfulde og sjældent samtidige med begivenhederne. De vigtigste er Tyrus' annaler, som kendes fra de antikke forfattere Menander og Josefus og dækker perioden 900-700-tallet f.v.t. og 500-tallet f.v.t. Endvidere er der egyptiske og mesopotamiske kilder som Wen-Amon-fortællingen om en handelsrejse til Fønikien fra 1000-tallet f.v.t. og assyriske annaler, som beretter om Assyriens ekspansion i Fønikien efter cirka 740. Det Gamle Testamente er en vigtig kilde, der dog skal bruges med forsigtighed, idet det meste materiale om Fønikien er sent. Endelig er der adskillige indskrifter, som nævner en række konger.

Arkæologiske kilder er især betydningsfulde i forbindelse med udforskningen af de fønikiske kolonier, idet der endnu ikke er publiceret udgravningsrapporter i nævneværdig grad fra selve Fønikien. Det ser i stigende grad ud, som om der er en overensstemmelse mellem oplysninger fra antikke forfattere, der fx daterer Karthagos grundlæggelse til 814/813 f.v.t. og Uticas og Gades til omkring 1100 f.v.t., og de arkæologiske fund, hvor det er lykkedes at påvise fønikiske bosættelser i Karthago i hvert fald fra ca. 760 f.v.t.

Den fønikiske kultur opstod i forbindelse med overgangen fra bronzealder til jernalder omkring 1200 f.v.t., da store dele af Vestasiens byer blev ødelagt, mens de fønikiske som følge af deres beliggenhed var beskyttet mod ødelæggelse; væsentlige dele af bronzealderens kultur kunne derfor overleve her, og den derboende kanaanæiske befolkning kunne udvikle den specielle fønikiske videreførelse af en ældre kultur.

I den ældste tid efter jernalderens begyndelse var Byblos den førende by, senere blev det Sidon og til slut Tyrus, hvis magt bestod til Alexander den Stores erobring i 332 f.v.t. Efter ca. 730 f.v.t. var de fønikiske byer imidlertid ikke længere selvstændige, men var underlagt Assyrien, senere Babylonien og Persien, der tillod Fønikien en vis selvstændighed, idet de som kontinentalmagter havde brug for den fønikiske skibsfart.

Den fønikiske ekspansion skyldtes den funktion, områdets indbyggere havde som mellemhandlere; baggrunden for dette var Mesopotamiens behov for råstoffer. Disse, som ikke altid fandtes i tilstrækkelig grad i Fønikien selv, måtte de fønikiske handelsfolk finde på markeder mod vest, og for at sikre adgangen til dem grundlagdes kolonier. Disse råstoffer fandt fønikierne i en række områder, nærmest Cypern med sølv, guld, bly og først og fremmest kobber; fjernere Sardinien med sølv og kobber, jern og bly, og Spanien med sølv og tin, samt også her kobber, jern og bly. Endelig skal slaver nævnes som en vigtig vare.

Den ældste ekspansion fandt sted i Nordsyrien, hvor det antages, at Fønikien oprettede handelscentre i fx Aleppo, og hvor kulturel indflydelse er bevidnet med udbredelsen af fønikisk alfabetisk skrift og sprog i Syrien og det sydlige Lilleasien. Senere ekspanderede Tyrus mod syd og erhvervede Dor og Jaffa. I de mere uudviklede områder mod vest oprettedes kolonier. Det skete allerede i 800-tallet f.v.t. på Cypern, hvor Kition blev den vigtigste by, og i de følgende århundreder på Malta, det vestlige Sicilien, Sardinien, Ibiza, Spanien, Portugal og Nordafrika så langt mod vest som Huelva og Mogador. I Grækenland og Italien var der ikke tale om egentlige kolonier, men der er dog påvist spor af fønikisk aktivitet der, og med tiden, navnlig efter 500 f.v.t., kom det fønikiske imperium i skarp konkurrence med den græske ekspansion og senere med Rom. Med Alexander den Stores erobring af Tyrus var Fønikiens rolle udspillet.

Fønikiens betydning ligger i bevarelsen af senbronzealderens kultur og dens overførsel til Europa og Nordafrika, herunder måske først og fremmest alfabetet.

Det fønikiske billedsprog viser fra tidlig tid en afhængighed af det egyptiske. Blandt de få bevarede større arbejder er den reliefsmykkede Ahiramsarkofag. Den alsidige kunstindustri har været populær i Middelhavsområdet helt til Portugal og Marokko. Veldokumenteret er guld- og sølvsmedekunst og produktion af metalkar med ophamring, indgravering, granulation og indlægsarbejder. Genstandene omtales af Homer og i Det Gamle Testamente; i de samme kilder nævnes farverige purpurstoffer, der var en vigtig handelsvare, ligesom træskærerarbejder, elfenbensgenstande og elfenbensudsmykkede møbler. Mange genstande er fundet i assyriske paladser eller ses afbildet på assyriske relieffer.

Nyere arkæologisk forskning adskiller mellem regionale forskelle på fund fra Den Iberiske Halvø, Nordafrika med Karthago, Sardinien, Sicilien, Cypern og Levanten. I Kition på Cypern har man fundet resterne af et større Astartetempel fra ca. 850 f.v.t.

I religiøs forstand udgøres Fønikien af de fønikiske bystater og deres bagland, bl.a. Filisterlandet, samt kolonierne i Middelhavsområdet (især Cypern og Karthago). Religionen i Ugarit er en umiddelbar forgænger.

Kildematerialet består af kongelig propaganda, gravindskrifter, votivindskrifter samt to lister over priser på offerdyr og fordeling af offerkød mellem præst og offerbringer. Dertil kommer oplysninger hos klassiske forfattere, bl.a. Strabon og Pausanias; fragmenter af Filon fra Byblos giver et indblik i fønikisk mytologi.

Fønikisk religion er ikke en enhed; hver by havde sin gudeverden, beslægtet, men ikke identisk, med de andre byers. De vigtigste guder er Baal, typisk som Baal Shamem, den himmelske herre (i Karthago Baal Hammon); gudinden Astarte (i Karthago Tinnit), dyrket i skikkelse af en meteorsten; en yngre guddom med forskellige træk og navne: Adonis, Eshmun, Melqart, Reshef. Den kvindelige guddom synes ofte at repræsentere den mandlige guddoms væsen.

Religionen tjente til at beskytte samfund og kongedømme samt at opretholde rigdom på føde og mennesker. Helligsteder var byernes templer og naturhelligdomme som kilder, lunde, bjerge. Både mænd og kvinder kunne være præster. Offerpraksis var nært beslægtet med den gammeltestamentlige bortset fra i Karthago, der i oldtiden var berygtet for sine børneofringer.

I hellenistisk-romersk tid blev fønikiske guder identificeret med græske guder og helte, således Baal Shamem: Zeus, Melqart: Herakles, Eshmun: Asklepios, Reshef: Apollon.

Fønikisk er et semitisk sprog, tæt beslægtet med ugaritisk og med mange fællestræk med hebraisk og aramæisk. Sproget er bevaret i tusindvis af indskrifter fra 1100-tallet f.v.t. til 1. århundrede e.v.t. Det spredtes med de fønikiske kolonier i Middelhavsområdet vestpå helt til Marokkos og Spaniens atlanterhavskyster. Den fønikiske skrift er en alfabetskrift, der ligger til grunde for andre semitiske skriftsystemer og for det græske og det latinske alfabet. Sproget behandles mere dybdegående i artiklen om fønikisk.

• fønikisk
• alfabet