Byblos, hebr. Gebal, vigtig havneby i oldtiden, nuværende Jubayl i Libanon ca. 35 km N for Beirut. Byblos er en af de ældste byer i verden med levn fra 7000-t. f.Kr. Fra 2000-t. f.Kr. tjente Byblos bl.a. som udskibningshavn for fyrretræ (tidligere cedertræ) til Egypten og lå derfor inden for Egyptens interesseområde og blev præget af egyptisk kultur. Byen var centrum for Adoniskulten. I 1. årtusinde f.Kr. blev Byblos indlemmet i hhv. Det Assyriske, Det Nybabyloniske og Det Persiske Rige og siden i de hellenistiske riger og i Romerriget. Sammen med de andre fønikiske byer, først og fremmest Sidon og Tyrus, spillede den en rolle som formidler af handelen mellem de orientalske riger og Middelhavslandene samt som leverandør af materiel og mandskab til søkrigsførelse. De fønikiske byer nød til gengæld særlige frihedsprivilegier; således havde Byblos under perserne ret til at præge egen mønt. Fra Byblos stammer nogle af de ældste kendte eksempler på alfabetskrift, fx skriften på Ahiramsarkofagen.

Byblos er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig