Medjay, nomader i Den Nubiske Ørken øst for Nilen. Medjay forekommer i egyptiske tekster fra det 6. dynasti (ca. 2200 f.Kr.). De strejfede om i mindre grupper og overfaldt befolkningen i Nildalen. I Mellemste Rige (ca. 2004-1802 f.Kr.) forsøgte de at indvandre til Nildalen, men blev afvist af egypterne, der førte dem tilbage til ørkenen. Det var bl.a. som beskyttelse mod deres indtrængen, at kongerne i Mellemste Rige byggede en række forter mellem Nilens første og andet katarakt. I anden mellemtid (ca. 1800-1550 f.Kr.) anvendte de thebanske fyrster dem som lejesoldater. Medjayerne udviklede sig i Nye Rige (1550-1070 f.Kr.) til specialtropper, der fungerede som ørkenpoliti. Deres typiske gravform, den såkaldte pandegrav, findes i det nordlige Nubien og det sydlige Egypten fra den tid, da de optrådte som lejesoldater.

De moderne beja-nomader i Den Nubiske Ørken er sandsynligvis efterkommere af medjayerne.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig