Farao var kongen i oldtidens Egypten.
Faktaboks
- Etymologi
-
Farao er en hebraisk version af det oldegyptiske ord per-aA, 'det store hus', som oprindelig betegnede kongens palads.
Farao som bekæmper sine fjender. Udsnit af udsmykningen på den nordlige mur i søjlehallen i Karnak-templet. Af Werner Forman/951_05_26968067/Ritzau Scanpix.
Begrænset anvendelse
farao
Farao som levende gud
Ordet farao anvendtes fra ca. 1500 f.v.t. i udvidet betydning ved respektfuld omtale af kongen. Fra egyptisk er betegnelsen kommet ind i Det Gamle Testamente (jf. 1.Mos. 37-50 og 2.Mos. 1-15) og derfra videre til europæiske sprog.
Andre benævnelser for den egyptiske konge var hem, der betyder 'legeme' eller 'tjener' og viste kongen som almindeligt menneske, og nisut, der refererer til herskerembedet og betegnede kongen i rollen som gud på Jorden. Disse ord viser, at kongen selv ikke var guddommelig, men hans embede var det.
Dette er netop det centrale i forståelsen af det egyptiske kongedømme: adskillelsen mellem kongens person og hans embede. Når kongen blandt sine vigtigste titler kaldtes "(guden) Horus" og "(solguden) Res søn", så var det rollebetegnelser, der hentydede til bestemte handlinger, han skulle udføre, og som især fandt sted i templerne.
Især forestillingen om kongen i rollen som guddommelig søn var fremherskende. Kongedømmet var indstiftet af guderne, som i tidernes morgen regerede Egypten. Farao var sidste led i denne kæde af herskere og var derfor gudernes arving.
Kongens pligter
Indskrifter og relieffer i templerne fortæller om kongens opgaver. Først og fremmest skulle han sørge for guderne ved at bygge templer til dem og ved at udøve kulten for dem med talrige ofre, særlig mad- og drikofre. Ifølge egyptisk tankegang var en sådan kommunikation kun mulig mellem guder, og kongen optrådte derfor i rollen som Horus, søn af Osiris og Isis, der hengivent og trofast sørgede for sine guddommelige fædre og mødre.
Faraos handlingsmonopol
Kongen havde et handlingsmonopol, nemlig eneretten til at handle for alle i det egyptiske samfund over for guderne. Han var således bindeleddet mellem guderne og menneskene på Jorden; i praksis måtte han dog uddelegere denne ret til præsterne i de forskellige templer.
Farao som udøver af lov og orden
Dernæst skulle han udøve lov og orden i Egypten på en sådan måde, at maat, den sociale harmoni, eksisterede. Det betød, at han skulle skabe lighed mellem menneskene, således at den svage blev beskyttet mod den stærke. Også faraos udøvelse af lov og orden blev tolket som en guds handlen.
Bekæmper af fjender
Endelig skulle farao bekæmpe fjenderne, der oprindelig var omstrejfende ørkenstammer, siden de fjerntliggende lande hinsides ørkenen i syd og nordøst. Fjenderne var genstand for faraos aggression og samtidig en uundværlig del af den egyptiske kongeideologi. For ingen farao kunne være sejrrig uden fjender.
Manglede de virkelige fjender, kunne farao ved et ritual i templet spille rollen som sejrrig gudehersker, mens fjenderne blev symboliseret ved en offertyr, som blev slagtet af kongen.
Farao som menneske
Uden for tempelritualerne og de statslige handlinger var farao et menneske som alle andre. Dette træk kommer tydeligt frem i folkelige fortællinger, der særlig fremhæver kongens menneskelige natur med personlige svagheder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.