Psammetik, navn på tre oldegyptiske konger fra det 26. dynasti. Psammetik 1., der regerede 664-610 f.Kr., forenede Egypten ved hjælp af græske lejesoldater efter nubisk og assyrisk dominans. Han påbegyndte anlæggelsen af det store underjordiske gravgalleri Serapeum ved Saqqara som gravplads for Apistyren. Psammetik 2., som regerede 595-589 f.Kr., foretog felttog mod Nubien og Fønikien. Psammetik 3., der regerede 526-525 f.Kr., blev besejret af den persiske storkonge Kambyses 2. I hele denne periode var der en udpræget interesse for kulturen i det to tusinde år ældre Gamle Rige, og tiden kaldes den saïtiske renæssance efter hovedstaden Sais i Nildeltaet.