Erik Iversen, 1909-2001, dansk egyptolog, æresdoktor ved Københavns Universitet 1979. Iversens indsats inden for egyptologien faldt hovedsagelig på tre felter: leksikografi, metrologi og lærdomshistorie. I Canon and Proportions in Egyptian Art (1955, 2. udg. 1975) hævdede Iversen, at de kvadratnet, der undertiden findes på egyptisk todimensional kunst, viser, at der eksisterede et kanonisk proportionssystem. Dette byggede på en antropometrisk beskrivelse af det menneskelige legeme, baseret på en standardisering af dets naturlige proportioner udtrykt i det egyptiske længdemål. Geometriske projektioner af kanonisk proportionerede figurer eller genstande blev indskrevet i kvadratnettene. I perspektivrige bøger og artikler behandlede Iversen indgående Europas fascination af Egyptens hieroglyffer og obelisker.