Buhen, oldegyptisk fæstningsanlæg i Nubien, anlagt umiddelbart ved begyndelsen af 2. katarakt, der dengang som nu udgør den naturlige grænse mellem Egypten og Sudan. Fæstningen var omgivet af en ydre ringmur af soltørrede muddersten med stenfundamenter. Arealet var ca. 8 ha. Anlægget blev påbegyndt under Sesostris 1. omkring 1959 f.Kr., og de yngste byggefaser er fra omkring 1550 f.Kr. Desuden findes der på stedet rester af bosættelse fra omkring 2500 f.Kr. Buhen er nu oversvømmet af Nassersøen.