Michael 7. Dukas, ca. 1050-ca. 1090, byzantinsk kejser 1067-78; søn af Konstantin 10. Dukas. Michael 7. blev kejser, da hans far døde, men blev først enekejser, da Romanos 4. Diogenes i 1071 blev afsat efter nederlaget til tyrkerne ved Manzikert. Michaels regeringstid kom til at betyde en forværring af Det Byzantinske Riges magtstilling og økonomi. Statskassens problemer søgtes løst ved en kraftig møntforringelse, den ene stormand efter den anden gjorde oprør, og tyrkerne hærgede i Lilleasien. Et oprør under ledelse af Nikeforos 3. Botaneiates fik Michael til at abdicere og gå i kloster.