Faktaboks

Justinian 1.

Flavius Petrus Sabbatios

Født
482, Tauresium
Død
12. november 565, Konstantinopel
Levetid - kommentar
Fødetidspunktet er omtrentligt.

Justinian 1. var byzantinsk kejser fra 1. august 527.

Baggrund

Justinian blev født i Tauresium (Gradište) i det nuværende Nordmakedonien. Han kom ca. 495 til Konstantinopel, hvor han modtog undervisning og blev adopteret af sin onkel, den senere Justin 1. Efter denne i 518 blev kejser, gjorde han Justinian til konsul i 521 og medkejser 1. april 527. Justin 1. døde fire måneder senere, og Justinian var herefter enehersker. På et tidspunkt før sin kroning til medkejser blev Justinian gift med Theodora.

Justinian kom fra den latinsk-talende del af riget og var muligvis den sidste kejser, der havde latin som modersmål.

Regering

Justinian søgte gennem en ambitiøs militær, økonomisk, religiøs, juridisk, handelspolitisk og diplomatisk indsats at genetablere det universelle romerske kejserdømme, samtidig med at han førte krige mod persiske sasanider om de østlige provinser.

Ved langvarige og opslidende erobringstogter, de fleste anført af Belisarius og Narses, mod vandalerne og ostrogoterne, blev Nordafrika, Den Italiske Halvø og dele af Spanien atter indlemmet i riget. For at knytte imperiet sammen indførte han administrative standardiseringer, herunder samlingen af romersk ret (se Corpus juris civilis); samme formål havde initiativer, der skulle sikre kejserlig autoritet over kirken.

Han forestod 5. økumeniske koncil, opførte talrige kirker, bl.a. den berømte Hagia Sophia og Hagia Eirene og undertrykte kætteri og hedenskab. Justinians hustru, Theodora, var en støtte for ham, bl.a. i nedkæmpelsen af Nika-opstanden i 532, en folkelig opstand, der var tæt på at koste Justinian tronen.

Justinian nåede langt i sit forehavende med at samle riget, men omkostningerne var store; krigene havde hærget byer, fx Rom, og store landområder. Kort efter hans død rakte kræfterne i Konstantinopel ikke længere, og resultatet af det sidste forsøg på at samle Romerriget smuldrede hastigt.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig