Karkemish, oldtidsby ved Eufrat i det sydligste Tyrkiet umiddelbart nord for den syriske by Jerablus. Stedet var beboet i 4000-t. f.Kr., og byen kendes fra skriftlige kilder fra 2000-t. f.Kr. Karkemish var underlagt Mitanni, før byen i midten af 1300-t. f.Kr. blev hittitisk. Karkemish blev selvstændig efter hittitterrigets fald, men erobredes af assyrerne i 717 f.Kr. I 605 f.Kr. besejrede Nebukadnesar 2. den egyptiske hær på stedet og vandt dermed det syriske område for Babylonien. Karkemish udgravedes 1911-14 af Leonard Woolley.