Assurnasirpal 2. Kongeportrættet stammer fra rummet over for tronsalen i Assurnasirpals store palads i hovedstaden Kalkhu. Kongens kraftige ansigtstræk skal vise hans beslutsomhed, styrke og magt. Portrættet er savet ud af et meget større relief af gipsalabast, der viste kongen tronende eller stående sammen med sine hofmænd. Relieffet har tilhørt Nimruds udgraver, sir Austen Layard, men findes nu på Glyptoteket.

.

Assurnasirpal 2., assyrisk konge 883-859 f.Kr. Assurnasirpal regnes for grundlægger af Det Nyassyriske Rige, der bestod i 250 år. Han overtog kongemagten efter sin far, Tukulti-Ninurta 2., og benyttede de første seks år af sin regeringstid til at konsolidere det assyriske overherredømme, primært over de stærke aramæiske stater i Nordmesopotamien og Syrien. Assurnasirpal indgik traktater med de overvundne konger, der skulle anerkende ham som øverste hersker, og som desuden skulle betale en årlig tribut til Assyrien. Der var gentagne forsøg på oprør mod hans overherredømme, men han nedkæmpede dem alle med stor grusomhed.

I 879 f.Kr. flyttede Assurnasirpal Assyriens hovedstad fra Ninive til Kalkhu, det nuværende Nimrud i det nordlige Irak. Kalkhu blev opbygget, primært af krigsfanger fra de talrige felttog. Den officielle indvielse af den nye hovedstad blev ifølge en samtidig indskrift fejret med en fest af 10 dages varighed, angiveligt under medvirken af 69.574 gæster.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig