Saud ibn Abd al-Aziz, 15.1.1902-23.2.1969, konge af Saudi-Arabien 1953-64; søn af Ibn Saud. Året efter etableringen af Saudi-Arabien i 1932 blev Saud indsat som kronprins, og ved faderens død i 1953 blev han konge med sin bror Faysal som kronprins. Sauds manglende lederevner bragte ham på kant med dele af familien, der frygtede for slægtens magt, hvis befolkningen ikke fik del i de voksende olieindtægter. På Faysals initiativ blev Saud i 1964 af et råd af religiøse lærde erklæret uegnet som konge, hvorefter han gik i eksil i Europa.