Nubar Pasha, 1825-1899, egyptisk embedsmand og politiker. Nubars forhandlinger 1867-75 med Storbritannien og Frankrig førte til etablering af de såkaldte blandede domstole bestående af egyptiske og europæiske dommere, der skulle afgøre tvistigheder, hvori europæere bosat i Egypten var involveret. Fra 1882 var Nubar med til at opbygge det administrative system, der eksisterede frem til landets uafhængighed i 1922. Efter britisk pres blev han afsat i 1888, men vendte tilbage som premierminister 1894-95.