Najran, provins (505.700 indb.; 2010), by (246.900 indb.; 2004) og oase i Asirregionen i den sydvestlige del af Saudi-Arabien nær grænsen til Yemen. Byen ligger i et bjergrigt og frugtbart område, hvor landbrug med dyrkning af dadler og hvede er hovederhverv. Byen har traditionelt hørt til de yemenitiske riger og var i oldtiden kendt for sin røgelses- og myrraproduktion. Efter krig mellem Saudi-Arabien og Yemen kom Najran ved Taifaftalen i 1934 under saudiarabisk styre, men tilhørsforholdet bestrides fortsat af Yemen.