Abdul Rashid Dostum, f. 1954, afghansk krigsherre. Dostum, der tilhører Afghanistans usbekiske mindretal, begyndte sin karriere som kommunistisk fagforeningsleder. I 1988 blev han leder af en folkemilits bestående af 20.000 afghanske usbekere til støtte for det kommunistiske styre. I 1992 skiftede Dostum side og allierede sig med mujahedinerne, hvilket bidrog til en betydelig svækkelse af Najibullahs styre og til dennes tilbagetræden i marts 1992. Dostum deltog herefter fra sin magtbase i det nordvestlige Afghanistan i skiftende alliancer i de interne magtkampe mellem mujahedingrupperne, men blev i 1998 fordrevet af Talebanmilitsen. Dostum gik i eksil i Tyrkiet, men vendte tilbage til Afghanistan og deltog med sine styrker i Den Nordlige Alliance, som kæmpede mod Taleban efter de amerikanskledede angreb på Afghanistan i efteråret 2001. Efter sejren over Taleban har han, som andre tidligere krigsherrer, været langsom til at afvæbne sine styrker. Dostum, der er mistænkt for omfattende krigsforbrydelser, ikke mindst i forbindelse med krigen mod Taleban i 2001, stillede i 2004 op til præsidentvalget, men tabte til Karzai; han blev valgt til parlamentet i 2005.
Abdul Rashid Dostum
Faktaboks
Abdul Rashid Dostum
- Født
- 1954
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.