Hebron

Hebron er en hellig by i både jødedom og islam. Ifølge Det Gamle Testamente begravedes patriarkerne Abraham, Isak og Jakob i byen; siden var Hebron hovedstad i Davids rige, indtil han flyttede til Jerusalem. Senere kom byen på edomitiske (idumæiske) hænder. I den romerske periode opførte Herodes 1. den Store et monument over patriarkgravene. Dette monument blev siden forvandlet til en kristen kirke, derpå til en moské (Ibrahimmoskéen) og i nyeste tid delvis til en synagoge.

Hebron ligger i 900 m højde i Judæas bjerge og er i nutiden en mindre handelsby med lidt industri baseret på omegnens landbrug.

Mere end halvdelen af indbyggerne er flygtninge fra Den Første Arabisk-israelske Krig 1948-1949, men allerede i 1929 var Hebron skueplads for nogle af de hårdeste konfrontationer mellem palæstinensere og jøder, der efter blodige kampe rømmede byen.

Under Seksdageskrigen 1967 erobrede Israel Vestbredden, i 1972 etableredes en jødisk bosættelse, Qiryat Arba (ca. 5000 indbyggere), i udkanten af byen, og i 1979 flyttede 40 jødiske familier ind i byens centrum. Siden har mellem 500 og 800 jøder boet i nogle få bosættelser i selve byen, hvilket har været med til at gøre Hebron til et af de mest konfliktfyldte områder i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Byen var 1987-1990 et centrum for den palæstinensiske opstand, Intifadaen, mod Israel. Konfrontationerne nåede en foreløbig kulmination, da en jødisk bosætter i 1994 nedskød 29 bedende muslimer i Ibrahimmoskéen.