Det Døde Hav. Saltaflejringer ved bredden.

.

Salt aflejres på klipperne i Det Døde Hav.

.

Salt udvindes ved hjælp af Solen i den sydlige ende af Det Døde Hav.

.

Vej på østsiden af Det Døde Hav.

.

Det Døde Hav er en afløbsløs saltsø på grænsen mellem Jordan, Israel og den palæstinensiske Vestbred, ca. 750 km2. Søen ligger ca. 400 m under havets overflade og er ca. 400 m dyb. Det er det lavest liggende sted på Jorden. Det Døde Hav ligger i et ørkenområde, og kun Jordanfloden og enkelte kilder forsyner den med vand. Vandspejlet har været faldende siden 1935, især som følge af øget brug af flodens vand.

Faktaboks

Også kendt som

Al-Bahr al-Mayyit

Det Døde Hav er en mættet saltsø med en saltholdighed i overfladen på 227-275 ‰ og 327 ‰ på 100 m dybde. Vandet er bortset fra nogle sjældne mikroorganismer uden liv. Sydligst i Det Døde Hav afsnører Al-Lisan-halvøen et lavvandet bassin. Hertil oppumpes vand fra selve Det Døde Hav, og det fungerer som inddampningsbassin for kali-, brom- og magnesiumsalte til brug for kemiske virksomheder i Safi i Jordan og Sedom i Israel.

I bibelsk tid lå søen endnu lavere, og nogle arkæologer mener, at ruinerne fra Sodoma og Gomorra må ligge på søens bund. Søens bredder er golde og ubeboede bortset fra enkelte områder med badestrande, restauranter og hoteller, der tilbyder helsegivende mudderbade.

Geologisk ligger Det Døde Hav i en 32 km lang forkastningszone, der som en forlængelse af Rift Valley i Østafrika strækker sig fra Aqababugten i syd til Genesaret Sø mod nord. På begge sider af forkastningszonen dannedes i Sen Tertiær flere store åbne folder. Som et sekundært fænomen blev Det Døde Hav dannet som en gravsænkning. Hyppige mindre jordskælv, betydelige niveauforandringer i historisk tid og tilstedeværelsen af varme kilder viser, at forkastningen stadig er aktiv.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig