Det oldegyptiske samfund var gennem sin lange historie ganske stabilt. Det var bl.a. karakteriseret af social lagdeling og en effektiv administration med professionelle embedsmænd.

Social lagdeling og familieforhold

Socialt set kan den oldegyptiske befolkning groft opdeles i to grupper: eliten af embedsmænd i statsadministrationen, herunder tempelinstitutionerne, og de illitterære arbejdere, bønder, soldater, tjenestefolk m.fl. Befalingsmænd inden for militæret henregnedes til eliten, men var ikke nødvendigvis litterære. I sproget fandtes der ikke klassebetegnelser for disse to grupper, men inden for embedsstanden blev social status afspejlet i rangtitler. Egypten havde intet kastesystem, og flere højtrangerende embedsmænd beretter stolt om, hvorledes de har arbejdet sig op til deres position fra ydmyge kår. Der var således ingen formel hindring for social mobilitet.

Husholdning

En almindelig husholdning bestod af mand, hustru, børn og eventuelt mandens ugifte søskende eller mor i enkestand, da familien var forpligtet til at tage sig af sine medlemmer. Bedre bemidlede husholdninger fra Sentiden og frem inkluderede derudover ofte slaver, dog sjældent mere end to. Slaver kunne frit sælges eller udlejes, men kunne ligeledes frigives, og der kendes eksempler på, at en slave blev frigivet og gift ind i den familie, han/hun oprindelig havde tjent.

Ægteskab

Ægteskabet blev ikke betragtet som en religiøs foranstaltning. I de højere sociale lag og inden for kongefamilien blev giftermål ofte forudbestemt af fædrene med det politiske formål at knytte visse familier sammen. Søskendeægteskaber forekom kun sjældent uden for kongehuset, og far/datter-ægteskaber er ellers ikke kendt. Polygami var sjældent gennem hele Egyptens historie og synes at have været forbeholdt specielt velhavende mænd, mens det var almindeligt, at kvinder såvel som mænd giftede sig igen efter ægtefællens død eller efter skilsmisse. Kvinder havde formelt set samme mulighed som mænd for at lade sig skille, men kunne bl.a. miste deres medgift.

Arv

Den ældste søn blev generelt set som faderens efterfølger, både som repræsentant for familien og som hovedarving. Den ældste søn arvede ofte sin fars embede og kunne aflaste ham og inddrages i embedet ved at fungere som hans "alders stav".

Egyptiske kvinder

Kvinden havde juridisk set samme rettigheder som manden med hensyn til at eje gods eller føre sag, uanset hendes ægteskabelige status. Kvinder kunne almindeligvis ikke opnå et embede inden for statsadministrationen, om end der kendes enkelte tilfælde af, at en kvinde varetog sin mands embede under hans fravær. I templerne kunne kvinder dog opnå høje positioner som præstinder, og fra Nye Rige til det 26. dynasti udgjorde embedet af "Gudehustru for Amon" en af de mægtigste positioner i Theben. Undtagelsesvis hændte det, at en kvinde af kongelig æt tog kongemagten, fx Hatshepsut og Kleopatra 7. Kleopatra måtte dog forene sig med mandlige medregenter for at legitimere sig selv.

Forvaltning og retslige forhold

Den egyptiske konge var absolut enevældig og dermed øverstbefalende i alle rigsanliggender. De to højest rangerende embedsmænd var skatmesteren og vesiren, der imellem sig delte hovedansvaret for rigets administration. I grove træk administrerede skatmesteren rigets finanser og handel, og vesiren beskæftigede sig med juridiske og politiske forhold. Forskrifter vedrørende vesirens embede fortæller, at vesiren og skatmesteren hver morgen mødtes og rapporterede direkte til kongen om rigets situation.

Lov og orden

Love blev delt op i alment gældende love og særforordninger i form af kongelige dekreter. Dekreterne var ofte rettet imod templer og indeholdt gerne skattelettelser eller undtagelser. Ingen lovsamlinger er overleveret fra det faraoniske Egypten, om end adskillige referencer til sådanne kendes. Ud over de alment gældende love blev også henvisninger til præcedens benyttet i retssager.

Som et eksempel på en almen lov kan nævnes loven om arveret, hvis hovedregel kommer klart til udtryk i sætningen: "Den, som begraver, er den, som arver". Reglen gjaldt i den almindelige arveret, ligesom den er af afgørende betydning for tronfølgen. Det er forklaringen på, at kong Eje, der sandsynligvis ikke var af kongelig afstamning, lod sig afbilde i rollen som begravelsespræst i sin forgænger Tutankhamons grav. Uden for tronfølgen suppleredes arverettens grundregel ofte med testamentariske bestemmelser. De umiddelbare arvtagere var afdødes børn med den ældste søn som hovedarving eller ved barnløshed afdødes søskende. De fleste embeder blev betragtet som indehaverens ejendom og gik derfor også i arv.

Stridigheder blev sædvanligvis afgjort i lokale råd, der bestod af de højest rangerende medlemmer af det lokale samfund. Derudover eksisterede der enkelte øvre råd i de største byer, hvor specielt vigtige sager blev behandlet. Rådenes afgørelser kunne appelleres til vesiren og derigennem til kongen. I visse tilfælde tyede man til orakler for at få klaring i sager.

Orakler

De tidligste spor af orakler stammer fra første mellemtid; indskrifter fortæller, hvorledes konger handlede på guders befaling. Egentlige orakler, som private havde adgang til, kendes dog først fra Nye Rige. Selv de mest trivielle spørgsmål kunne præsenteres for orakler, og stort set alle guder kunne konsulteres. Sædvanligvis blev spørgsmål kun besvaret bekræftende eller afkræftende. Et orakel havde normalt ikke juridisk dømmekraft i sig selv. Orakelvæsenet bestod igennem resten af Egyptens oldtid og fortsatte endog i det kristne Egypten. Det var Amons orakel i Siwaoasen, der erklærede, at Alexander den Store var søn af Amon og derfor guddommelig.

Politi og kriminialitet

Det faraoniske Egypten havde ikke noget egentligt politi, men en form for paramilitær. Efterforskning af forbrydelser blev udført af forskellige embedsmænd alt efter forbrydelsens natur og omfang. Ved efterforskningen af større forbrydelser som fx det mislykkede statskup under Ramses 3. og de omfattende gravrøverier i slutningen af det 20. dynasti brugtes hyppigt tortur for at få mistænkte og eventuelle vidner til at tale. For landsforræderi idømtes de højeste straffe. I visse tilfælde blev højtrangerende embedsmænd fra mægtige familier af politiske grunde "anmodet" om at begå selvmord, således at kongen ikke kunne holdes direkte ansvarlig for deres død. Mindre vigtige personer kunne blive levende brændt eller landsforvist. Andre større straffe inkluderede halshugning, at komme på stage, lemlæstelse i form af afskåren næse og ører eller tvangsarbejde i miner og stenbrud. Endelig brugtes stokkeslag og konfiskation af ejendom ved mindre forbrydelser. Egentlige fængselsstraffe kendes først fra Sentiden.

Militær

Hovedstyrken i den egyptiske hær bestod igennem det meste af oldtiden af bueskytter. Stridsvognen med en besætning på to mand, en fører og en bueskytte, blev introduceret i Egypten i slutningen af 2. Mellemtid og blev et afgørende våben i de næste århundreder.

Lejesoldater

Lejetropper kendes tidligst fra Det Gamle Rige, og de bestod især af nubiske regimenter. Både i 1. og 2. Mellemtid spillede nubiske lejetropper en væsentlig rolle i krigene mellem det nordlige og det sydlige Egypten. I Det Ny Rige blev også krigsfanger inddraget i den egyptiske hær. Fra saitisk tid (672-525 f.v.t.) blev brugen af lejetropper kraftigt intensiveret, og i ptolemæertiden bestod den egyptiske hær hovedsagelig af græske soldater og lejetropper. Det var muligvis som et betalingsmiddel til lejetropper, at staten i Hakoris regeringstid begyndte at præge mønter. I tidligere tid blev lejetropper sædvanligvis betalt med land.

Kongen som kriger

Den egyptiske konge blev til hver en tid beskrevet som en mægtig kriger. I det 18. dynasti opstod for en kort periode (ca. 100 år) den såkaldte sportstradition, hvori kongen desuden blev beskrevet som den uovertrufne atlet. Især Amenophis 2. gik meget op i denne tradition, og de hyppige indskrifter om hans bedrifter har givet anledning til tilnavnet "sportskongen". Forbundet med denne tradition er Sedfesten, hvis hovedbegivenhed var et rituelt løb, som kongen skulle gennemføre for at få sin styrke rituelt fornyet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig