Kurdistan - etnografi

Kurderne udgør befolkningsflertallet i Kurdistan; deres antal er fagligt og politisk omstridt. Med et lavt skøn anslås de til ca. 15 mio. I Vesteuropa udgør kurderne en væsentlig, men uregistreret andel af indvandrerne fra Mellemøsten.

Betegnelsen kurder kan med nogen usikkerhed spores tilbage til babyloniske tekster fra ca. 650 f.Kr. og er almindeligt anvendt siden 500 e.Kr. Kurdisk levevis og kultur adskiller sig fra nabofolkenes, ligesom kurderne på tværs af statsgrænser og uanset klandeling dyrker en fælles historie og tilknytning til Kurdistan.

Det traditionelle kurdiske samfund bestod af endogame klaner, hvor familie regnedes i mandslinjen. Klanerne var lokaliserede og havde indgifte, bl.a. med det typiske fætter-kusine-ægteskab. De var delt i bjergbønder og de politisk dominerende kvægnomader. Den kurdiske politiske kultur er et produkt af folkets position i Osmannerriget, hvor de kurdiske provinser havde en relativt selvstændig stilling. Lokale politiske ledere var oftest de politisk ansvarlige over for regeringssædet i Osmannerriget. Fra etableringen i 1501 af Safavideriget, der dækkede store dele af det nuværende Iran, til Osmannerrigets fald i 1918 gik grænsen mellem de osmanniske og persiske imperier gennem de kurdiske områder, hvilket skabte en udbredt opfattelse af kurderne som ukontrollable og potentielle forrædere. Dette forstærkes i vore dage af, at kurdiske ledere stadig i slutningen af 1900-t. søger at holde deres områder fri af direkte central kontrol fra de enkelte stater.

Kurderne er overvejende sunnimuslimer. Der er også shiamuslimske grupper, især alawier, og yazidier samt mindre grupper af først og fremmest kristne.

Læs videre om kurdisk sprog eller læs om Kurdistan generelt.