Tell Brak, Tall Berak, en af det østlige Syriens største teller (ruinhøje), beliggende i Khaburområdet. Tell Brak kan identificeres som oldtidsbyen Nagar, der som knudepunkt i nettet af handelsveje var et vigtigt centrum i området gennem 4., 3. og 2. årtusinde f.Kr.

Tell Brak er 43 m høj og dækker et område på mere end 100 ha. Udgravninger under britisk ledelse begyndte 1937-38 og afdækkede bl.a. et tempel fra sen kobberstenalder (4200-3500 f.Kr.), byens storhedstid. Næsten årlige udgravninger siden 1976, ledet af britiske og amerikanske arkæologer og med deltagelse af danske, har fremdraget en lang række store bygningskomplekser, værksteder, boliger og 'spisehuse' til bespisning af mange mennesker. Et større palads og tempel stammer fra Mitannirigets tid (ca. 1500-1200-t. f.Kr.).

Flere mindre høje omkring Tell Brak har vist sig at rumme store mængder affald og aske samt begravelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig