Faktaboks

Ismail Haniya
Født
29. januar 1963
Ismail Haniya
Ismail Haniya, foto fra 2006.
Ismail Haniya
Af /AFP/Ritzau Scanpix.

Ismail Haniya er en palæstinensisk politiker. Han var premierminister i Det Palæstinensiske Selvstyre 2006-2007.

Haniya studerede arabisk litteratur ved det islamiske universitet i Gaza. Han deltog i den første Intifada som medlem af Hamas og blev fængslet af israelerne flere gange; den længste periode var 1989-1992. I 1992 forsøgte Israel at deportere ham til Libanon, men året efter vendte han tilbage til en stilling ved det islamiske universitet i Gaza.

Haniya blev en af Hamas' åndelige leder Ahmad Yassins nærmeste medarbejdere, efter at denne blev løsladt af israelerne i 1997; de undgik et israelsk attentatforsøg i 2003. Efter drabet på Yassin i 2004 kom Haniya med i Hamas' kollektive ledelse, og efter bevægelsens valgsejr i 2006 blev han udpeget til premierminister.

Haniya har afvist at anerkende Israels ret til at eksistere, hvilket har øget Selvstyreområdernes politiske isolation samt ført til et spændt forhold til Selvstyrets præsident, Mahmoud Abbas. I 2007 blev Haniya afsat som premierminister af Abbas. Det blev imidlertid ikke anerkendt af Haniya og Hamas, og han var i stand til at fortsætte med at fungere som leder i den Hamas-kontrollerede Gazastribe. Haniya trådte tilbage i 2014 som led i en aftale mellem Fatah og Hamas om at danne en fælles regering.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig