I de palæstinensiske landsbysamfund fandtes der en traditionel folkekultur med sit eget særpræg i boligform og påklædning, i festskikke, danse og sange. Især de rigt broderede kvindedragter, hvor hver landsby havde sit eget mønster, er blevet et af symbolerne på palæstinensisk identitet, og i flygtningelejrene undervises piger fortsat i den gamle kunst, selvom landsbyerne er forsvundet. Folkemusik og dans holdes i hævd, og der er rundt om i selvstyreområderne og nabolandene centre for videreførelse af traditionerne.
Den folkelige fortællekunst har inspireret til udviklingen af et frugtbart teatermiljø. Siden 1970'erne har teatergruppen al-Hakawati 'Fortælleren' i Jerusalem gennem sine originale humoristiske og satiriske forestillinger bidraget til at styrke palæstinensisk sammenhold.
Der lægges vægt på en god skoleuddannelse for både drenge og piger, og analfabetismen er lavere end i flere af de omgivende arabiske lande. Der er nu fem små universiteter på Vestbredden og ét (islamisk) i Gaza. Økonomiske og politiske forhold gør det imidlertid svært for palæstinenserne at opnå samme uddannelsesniveau som israelerne. Mange uddannede palæstinensere søger til udlandet.
Der er et forholdsvis stort udbud af bøger og en varieret presse. De kendteste dagblade er al-Quds og al-Nahar. I Israel udkommer ét arabisk dagblad, al-Ittihad. Censuren, først den israelske, siden selvstyreadministrationens, har gjort det svært at publicere. I 1980'erne begyndte PLO at producere radioudsendelser fra Algeriet og Yemen. Under selvstyret er en produktion af palæstinensiske tv-udsendelser begyndt, og desuden er en palæstinensisk filmproduktion i gang, ofte i samarbejde med europæiske eller arabiske selskaber.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.