Israels historie

I 1880'erne var jødiske indvandringer til Palæstina så småt begyndt, men først fra ca. 1905, den såkaldte 2. alijah, tog indflytningen til. Pionergenerationen kom overvejende fra Østeuropa og var inspireret af socialistiske tanker og Bibelen, og de fik afgørende indflydelse på den jødiske stats idégrundlag og institutioner.

Efter Adolf Hitlers magtovertagelse i Tyskland i 1933 steg indvandringen støt, dog afbrudt af 2. Verdenskrig. I 1882 boede der omkring 24.000 jøder i Palæstina og i 1948 ca. 650.000. Den jødiske indvandring og den nationale selvstændighedsbevægelses politiske bestræbelser skærpede modsætningen mellem områdets jødiske og arabiske befolkning.

Det kom til flere sammenstød, og i perioden 1936-1939 blev en arabisk opstand nedkæmpet af den britiske hær. For at imødekomme arabiske ønsker bremsede Storbritannien den jødiske indvandring. Den britiske politik blev bekendtgjort i Hvidbogen af 1939.

Masseudryddelsen af jøder under 2. Verdenskrig gav grobund for stor sympati for den jødiske kamp for et hjemland. Samtidig opstod der store flygtningeproblemer, efterhånden som koncentrationslejrene blev tømt. Krigstrætte, under pres fra USA og fanget i en konflikt mellem uforenelige arabiske og jødiske standpunkter overlod briterne i 1947 det til FN at træffe afgørelse om områdets fremtid.

I 1947 foreslog FN en opdeling af Palæstina i en arabisk og en jødisk stat.

Uafhængighedskrigen skabte to store flygtningeproblemer: Ca. 730.000 arabere flygtede eller blev fordrevet fra de områder, som jøderne kontrollerede, og et tilsvarende antal jøder, der var bosat i de arabiske lande, flygtede til Israel, ofte via Europa.

De to befolkningsgruppers følelse af at være ofre for uretfærdighed har siden bidraget til den uforsonlighed, der præger den nationale konflikt mellem palæstinenserne og israelerne.

I løbet af fem år efter Uafhængighedskrigen blev Israels jødiske befolkning fordoblet. Masseindvandringen ændrede befolkningens sammensætning og belastede sammen med krigen Israels økonomi.

I oktober 1951 indgik det konservative zionistiske parti i en samlingsregering med arbejderpartiet Mapai. Det medførte en liberalisering af den restriktive økonomiske politik: Fødevarerationeringen blev ophævet, og love til fremme af investering blev vedtaget. I 1953 var økonomien stabiliseret, og året efter indledtes en vækstperiode, bl.a. ansporet af en aftale med Vesttyskland om krigsskadeserstatning.

Den nye stat var stærkt centralistisk, og i 1953 udgjorde det offentliges budget ca. 50 % af nationalindkomsten med boligbyggeri og forsvar som de to vigtigste poster. I 1960 var 60 % af alle beskæftigede under en eller anden form ansat i den offentlige sektor, og 75 % af befolkningen var organiseret i Histadrut, de samvirkende fagforbund, der i kraft af sin store industrisektor samtidig var landets største arbejdsgiver.

Den nye økonomiske politik opmuntrede udenlandske investeringer, der supplerede den officielle amerikanske hjælp på 50 millioner dollar årligt, salg af statsobligationer i udlandet samt bidrag fra udenlandske jøder. I samme periode ændrede landbrugssektoren karakter. Kollektiv drift gled i baggrunden til fordel for kooperative brug, og levestandarden og dermed middellevetiden begyndte at stige.

Suezkrisen i 1956, udløst af Egyptens præsident Gamal Abdel Nassers nationalisering af Suezkanalen i juli 1956, resulterede i en mislykket britisk-fransk-israelsk militær aktion. Den blev imidlertid et vendepunkt i Israels historie.

Den militære alliance med Frankrig styrkede det israelske forsvar, hjælpen fra udlandet voksede støt, og en ny bølge indvandrere fra kommunistiske lande, især Polen og Rumænien, betød et veluddannet tilskud til samfundet.

Indvandringen af orientalske jøder skabte sociale spændinger, hvis eksistens ikke blev registreret af beslutningstagerne før de såkaldte "brød og arbejde"-demonstrationer i juli 1959 i Haifa. De skulle blive et forvarsel om den politiske udvikling, der i 1977 ville bringe arbejderbevægelsens politiske monopol til afslutning.

Israels overbevisende sejr over Egypten, Syrien og Jordan i Seksdageskrigen i 1967 betød, at landet fra at have været en belejret stat blev Mellemøstens ubestridte militære supermagt. Sinaihalvøen, Gaza, Vestbredden og dele af Golanhøjderne blev besat, og 1 millioner palæstinensere i de besatte områder kom under israelsk kontrol.

Den israelske regering besluttede at rømme alle erobrede områder minus Jerusalem mod indgåelsen af fred, men et arabisk topmøde den 29. august 1967 i Khartoum, kaldet Khartoumaftalerne, vedtog som en reaktion på den israelske regeringsbeslutning at nægte anerkendelse af Israel og forhandling om fred.

Det arabiske nej medvirkede til at skabe folkelig opbakning bag den israelske bosættelsespolitik, der blev indledt i de besatte områder efter Seksdageskrigen. Krigen intensiverede den israelsk-palæstinensiske konflikt. I 1967 vedtog det israelske parlament at annektere den palæstinensiske del af Jerusalem samt dens opland.

Den økonomiske nedtur før krigen i 1967 blev afløst af intens økonomisk aktivitet, delvis udløst af forsvarsbudgettet, der blev tilpasset militærets nye opgaver som følge af de nye grænser. Opsvinget skabte stigende social ulighed og satte punktum for det egalitære præg, der havde kendetegnet landets første år.

I slutningen af 1960'erne begyndte desuden en opblanding af den israelske og den palæstinensiske økonomi. Israels eksport til de palæstinensiske områder var større end eksporten til fx Vesttyskland og Storbritannien, og ¹/₄ af arbejdskraften i israelsk industri og landbrug kom fra de palæstinensiske områder.

Den israelske højkonjunktur skabte en overdreven selvtillid og arrogance i vurderingen af den arabiske verdens evne til at komme sig efter Seksdageskrigens nederlag. Det officielle Israel antog, at det ville tage mindst ti år. Det var en del af forklaringen på, at Israel var uforberedt, da Syrien og Egypten angreb landet i oktober 1973.

Chokket over Yom Kippur-krigen (også kendt som Oktoberkrigen) i 1973 underminerede tilliden til Det Israelske Arbejderparti, der havde styret Israel siden statens oprettelse. Et generationsskifte blev forsøgt, og den nye ledelse under Yitzhak Rabin og Shimon Peres vandt parlamentsvalgene i 1973, men tabte i 1977 til højrepartiet Likud. Likuds leder, Menachem Begin, forstod at mobilisere utilfredsheden med Arbejderpartiet og den orientalske befolkningshalvdels voksende sociale frustration, og hans radikale afvisning af forhandling med PLO, Den Palæstinensiske Befrielsesorganisation, tiltalte mange vælgere. Arbejderpartiet var blevet et middelklasseparti.

I årene efter Seksdageskrigen havde den palæstinensiske politiske leder, Yassir Arafat, konsolideret sin position i den palæstinensiske diaspora. Fra 1970, efter at den såkaldte Sorte September-konflikt i Jordan havde tvunget PLO's ledelse ud af Jordan, spillede de palæstinensiske modstandsorganisationer med base i Libanon en voksende rolle i den arabisk-israelske konflikt.

Efter krigen i 1973 eskalerede de palæstinensiske guerillaaktiviteter, og efterhånden anerkendte 100 nationer PLO, hvis mål var "oprettelsen af en sekulær, demokratisk stat i hele Palæstina", dvs. opløsning af den israelske stat.

I 1978 invaderede Israel det sydlige Libanon i et forgæves forsøg på at nedkæmpe de palæstinensiske styrker. I 1982 gik israelske styrker atter over grænsen til Libanon med henblik på at drive PLO ud af landet. Denne gang lykkedes forehavendet, og Arafat begyndte fra august at evakuere sine styrker til andre arabiske lande.

Libanons kristne præsident, Bashir Gemayel, blev imidlertid dræbt den 14. september 1982 ved et bombeattentat, og næste dag gik kristne militsenheder ind i to palæstinensiske flygtningelejre i Beirut, Sabra og Shatila, og udførte et blodbad på den palæstinensiske civilbefolkning. De israelske styrker, der havde ansvaret for området, forholdt sig passive, og en israelsk undersøgelseskommissions afsløringer medførte, at forsvarsminister Ariel Sharon og tre generaler måtte forlade deres poster.

I juli 1983 begyndte Israel at trække sig ud af Libanon bortset fra en ca. 15 kilometer dyb sikkerhedszone, der kontrolleredes af libanesiske lejetropper, finansieret af Israel, og af israelske enheder. Tilbagetrækningen blev fuldført i juni 1985 og medførte, at det internationale klima omkring Israel forbedredes. I juli 1983 trak Begin sig tilbage og blev erstattet af Yitzhak Shamir.

Den israelske økonomi tog et dyk efter invasionen i Libanon, men landet kunne dog imødekomme de krav, det blev stillet over for efter indgåelse af associeringsaftaler med EF i 1975 og 1986 og frihandelsaftale med USA i 1985. Efter valgene i juli 1984 blev der oprettet en samlingsregering med Peres som statsminister. Efter 25 måneder skulle Shamir overtage posten.

En ny økonomisk politik, foranlediget af Shimon Peres, resulterede bl.a. i et drastisk fald i inflationen. Privatisering af den offentlige sektor blev indledt, og offentlige midler blev kanaliseret over til grundforskning og teknologisk udvikling, samtidig med at Peres reducerede investeringerne i israelske bosættelser i de besatte områder.

De ca. 500.000 jøder fra tidligere sovjetiske områder, der var udvandret siden 1989, og hvoraf mange havde en høj uddannelse, bidrog til den økonomiske vækst på ca. 7 % pr. år.

Udenrigspolitisk afviste Peres forhandlinger med PLO og koncentrerede sig om hemmelige forhandlinger med kong Hussein af Jordan om Vestbreddens fremtid.

Forhandlingerne mellem Peres og Hussein var lovende, og skitsen til en aftale nød amerikansk støtte, men den blev i 1986 afvist af Peres' efterfølger, Yitzhak Shamir, samt af Arafat. Shamir ønskede at sikre kontrollen med de besatte områder, og under hans regering accelererede den israelske bosættelsesaktivitet igen.

I december 1987 udbrød et palæstinensisk oprør, den såkaldte Intifada, i de besatte områder. Det førte indirekte til den israelske samlingsregerings fald og skabte splittelse i befolkningen mellem en fredsfløj og en fløj, der krævede strengere forholdsregler mod palæstinenserne.

I juli 1988 meddelte Hussein, at Jordan opgav ethvert krav på Vestbredden og anerkendte Arafat som palæstinensernes legitime talsmand. I december 1988 udtalte Arafat, at han var rede til at anerkende Israels ret til at eksistere, dvs. en tostatsløsning af konflikten. Det resulterede i genoprettelsen af den amerikansk-palæstinensiske dialog, som var blevet afbrudt i 1975 pga. palæstinensiske terrorhandlinger.

Fredsforhandlingerne fortsatte. Officielt afviste Rabins regering at imødekomme de palæstinensiske krav om bl.a. en lovgivende, selvstyrende myndighed i de besatte områder. Uofficielt begyndte i januar 1993 hemmelige forhandlinger i Oslo (Osloaftalerne) mellem repræsentanter for PLO og Israel.

I september 1993 underskrev Peres og Arafat en Principaftale om "palæstinensisk selvstyre". I maj 1994 sluttede forhandlingerne om den første israelske tilbagetrækning fra Gaza og Jeriko, og i juli ankom Arafat til Gaza. I oktober 1994 underskrev Israel og Jordan en fredsaftale i Washington, D.C.

I marts 1995 gennemførtes valg til en palæstinensisk lovgivende forsamling; Arafat blev valgt til formand for selvstyret. Ifølge Osloaftalerne og Principaftalen skulle forhandlingerne om en permanent løsning på konflikten slutte inden udgangen af fem år efter disse valg. Samtidig skulle Israel i voksende omfang overlade sikkerhed og administration til de palæstinensiske selvstyremyndigheder.

Blandt udestående problemer var de endelige grænser mellem Israel og det palæstinensiske område, Jerusalems fremtid, problemer i forbindelse med de palæstinensiske flygtninge fra krigene i 1948 og 1967 samt det palæstinensiske områdes fremtidige status. Dertil kom spørgsmålet om fremtiden for de ca. 130.000 israelere, der siden Seksdageskrigen havde bosat sig i de besatte palæstinensiske områder, opmuntret af skiftende israelske regeringer.

Den palæstinensisk-israelske fredsproces nedbrød en del af modstanden i den arabiske verden mod Israel. Fredsprocessen radikaliserede samtidig modstanden mod Israel i yderligtgående kredse i den muslimske verden og i den palæstinensiske befolkning. Den vakte også modstand blandt jøder i Israel.

I november 1995 blev Rabin myrdet af en jødisk terrorist, der af religiøse årsager protesterede mod overgivelse af bibelsk jord til palæstinenserne. I marts 1996 rettede palæstinensiske selvmordsterrorister fra de fundamentalistiske bevægelser Islamisk Jihad og Hamas angreb mod civile mål i Israel. I maj intensiverede libanesiske guerillaenheder fra Hizbollahbevægelsen angreb på israelske byer og landsbyer i grænseområdet mod Libanon, hvilket udløste voldsomme israelske gengældelsesangreb mod mål i Libanon.

Disse begivenheder var medvirkende til, at Arbejderpartiet under Shimon Peres tabte valgene samme år. Likuds leder, Benjamin Netanyahu, dannede regering på et nationalt-religiøst grundlag, kritisk over for Principaftalen.

I Netanyahus regeringsperiode i perioden 1996-1999 fortsatte bestræbelserne på at bosætte israelere på palæstinensisk jord. Regeringen besluttede bl.a. at bygge 6500 boliger på Har Homn syd for Jerusalem med den hensigt at blokere forbindelserne mellem det arabiske Østjerusalem og Betlehem.

Netanyahu underskrev dog i januar 1997, stærkt presset af USA, Hebronaftalen med den palæstinensiske leder, Yassir Arafat. Ifølge aftalen rømmede israelske styrker ⁴/₅ af byen, men bevarede kontrollen med resten af hensyn til ca. 500 israelske bosætteres sikkerhed.

I juli 2000 indkaldte Bill Clinton parterne til et møde i Camp David i et forsøg på at genoplive fredsprocessen, men uden resultat. Barak udskrev derefter valg, der blev afholdt i februar 2001, hvor han tabte stort til Likud, som nu var under ledelse af Ariel Sharon. Denne havde under valgkampen ikke lagt skjul på, at han ikke var til sinds at bøje af i forhold til Arafat og Det Palæstinensiske Selvstyre. Et besøg af Sharon på Tempelbjerget i september 2000 havde ført til udbruddet af en ny Intifada (al-Aqsa-Intifadaen), der i realiteten gjorde det af med fredsprocessen.

Nye selvmordsangreb i 2001 og 2002 førte først til et massivt israelsk militært angreb på selvstyret i Ramallah, en årelang belejring af Arafat og hans stab, og i marts-april 2002 til angreb på byer på Vestbredden i et forsøg på at komme de islamistiske grupper Hamas og Islamisk Jihad til livs. Den israelske regering begyndte i 2002 opførelsen af et sikkerhedshegn, der efterhånden afløses af en mur, som skulle forhindre terrorister i at trænge ind i Israel.

Den tiltagende forværring af relationerne til Det Palæstinensiske Selvstyre blev politisk yderligere kompliceret af en alvorlig økonomisk krise i Israel, som tvang regeringen til besparelser, der primært ramte personer med de laveste indkomster. I oktober 2002 trak Arbejderpartiet sin støtte til Sharons regering tilbage, og nye valg afholdt i januar 2003 førte til etableringen af en ny Likudregering.

Efter den amerikansk ledede invasion af Irak lancerede den amerikanske regering i samarbejde med FN, Rusland og EU en plan for en endelig aftale mellem Israel og Det Palæstinensiske Selvstyre, der blev tiltrådt af Sharon i maj.

I juni mødtes Sharon med den nye palæstinensiske ministerpræsident Mahmoud Abbas og præsident George W. Bush i Aqaba, Jordan, i et forsøg på at fremme en diplomatisk løsning i en periode, hvor den palæstinensiske præsident Yassir Arafat reelt var kørt ud på et sidespor. Mødet endte uden resultat, og heller ikke Arafats død i november 2004 førte til nævneværdige ændringer i den fastlåste situation.

I forbindelse med valget i 2003 havde Arbejderpartiet foreslået en ensidig israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben. Sharon overtog idéen, og den gennemførtes i august-september 2005. Sharons bestræbelser mødte stærk modstand i Likud; han forlod partiet og dannede efterfølgende partiet Kadima, der forud for valget i foråret 2006 blev lanceret som et centrumparti. Kort før valget fik Sharon et voldsomt slagtilfælde, som afsluttede hans politiske virke. Kadima, som nu blev ledet af Ehud Olmert, gik sejrrigt ud af valget i april 2006 og dannede efterfølgende regering sammen med Arbejderpartiet.

I forhold til det besatte Vestbredden forblev situationen fastlåst. Ved valget til den lovgivende palæstinensiske forsamling i januar 2006 sejrede Hamas, og en regering under ledelse af bevægelsen blev indsat, men både den israelske regering og dele af det internationale samfund har afvist at samarbejde med den nye regering, før Hamas formelt har anerkendt Israels ret til at eksistere.

I juni 2006 rykkede den israelske hær igen ind i dele af Gaza som straf for affyring af raketter mod mål i Israel fra Gazastriben. Måneden efter indledte Israel kraftige angreb i Libanon som reaktion på en kidnapning af to israelske soldater af den shiamuslimske milits Hizbollah. Efter godt en måneds kampe, hvor det ikke lykkedes for Israel at få nedkæmpet Hizbollah, blev der indført våbenhvile.

Krigen mod Hizbollah blev i Israel generelt betragtet som en fiasko, og regeringen blev voldsomt kritiseret. Hertil kom beskyldninger mod Ehud Olmert om korruption. Det fik ham til at træde tilbage som leder af Kadima i 2008 og meddele, at han ville træde tilbage som regeringsleder, så snart en ny leder af Kadima var udpeget. Kadimas nye leder var Tzipi Livni, men det lykkedes hende ikke at samle parlamentarisk flertal for en ny regering, så der måtte udskrives valg.

I løbet af efteråret 2008 tilspidsedes situationen kraftigt omkring Gaza. Militante palæstinensere, der tilhørte Hamas, affyrede et stort antal primitive raketter mod Israel fra Gaza, og den 27. december 2008 indledtes kraftige israelske bombardementer af Hamas-installationer i Gazastriben.

Få dage senere invaderede Israel og fik efter eget udsagn ødelagt en stor del af Hamas' muligheder for aggressioner mod Israel. Kampene blev imidlertid udkæmpet i tætbeboede områder, og de civile palæstinensiske tab og ødelæggelsen af palæstinensisk ejendom var omfattende. Det anslås, at omkring 1300 palæstinensere og 13 israelere omkom.

Ved valget, som afholdtes i februar 2009, blev Kadima det største parti, men det lykkedes alligevel Likud under Benjamin Netanyahu at danne en koalitionsregering med deltagelse af både stærkt højreorienterede og religiøse partier og Arbejderpartiet.

I maj 2010 forsøgte skibe med pro-palæstinensiske aktivister at bryde blokaden af Gaza og sejle forsyninger ind. Israelske soldater stormede skibene, og ni tyrkiske aktivister blev dræbt. Episoden førte til en nedkøling af forholdet til Tyrkiet, som ellers havde været en af Israels allierede i regionen.

Internt i Israel førte stigende leveomkostninger til omfattende protester mod regeringen i sommeren og efteråret 2011. Et regeringsindgreb førte til øget konkurrence inden for fødevarepriser.

I sommeren 2014 førte bortførelsen og mordet på tre jødiske teenagere på Vestbredden til en kraftig forøgelse af spændingen mellem Israel og palæstinenserne, ikke mindst Hamas, som af Israel blev anklaget for at stå bag. Spændingen udløstes i voldsomme bombardementer og hårde kampe i Gaza, hvorunder mere end 2200 omkom, heraf langt de fleste palæstinensere.

Intern uenighed i regeringen om skattenedsættelser samt om en kontroversiel tilføjelse til forfatningen, hvor Israels status af jødisk stat fastslås yderligere, førte til, at Netanyahu i efteråret 2014 afskedigede flere regeringsmedlemmer og udskrev valg. I marts 2015 genvandt Netanyahu regeringsmagten.