Videnskab i oldtidens Egypten kan karakteriseres som indsamling og systematisering af erfaringer. Det egyptiske ord, der kommer videnskab nærmest, er rekh, som oversættes med 'viden'.

Skrivere og lærde samlede og nedskrev denne rekh i håndskrifter, der blev opbevaret i tempelbibliotekerne. Således blev fx viden om geografi, anatomi, flora og fauna samlet i lange tematisk ordnede lister, såkaldte onomastika.

Et velattesteret onomastikon, formentlig kompileret i det 18. Dynasti (ca. 1550-1292 f.v.t.) af en tempelskriver ved navn Amonemope, lister således 650 ord, der er ordnet i kategorier såsom bynavne i Egypten fra syd til nord, forskellige folk og erhverv, dele af bygninger og typer af land m.m.

Disse lister, der viser, hvorledes egypterne kategoriserede deres verden, blev bl.a. anvendt til undervisning af skrivere. Det nærmeste, man dog kommer egentlige videnskabelige værker, findes inden for astronomi, medicin og matematik.

Astronomi i oldtidens Egypten

Relief af Sothis i templet i Dendera

Stjernen Sirius, der blev kaldt Sothis i Egypten, er på dette relief fra templet i Dendera (græsk-romersk periode) fremstillet som en kvinde med en femtakket stjerne på hovedet. Sirius varslede nytårets komme i Egypten, når stjernen, efter ikke at have været synlig i 70 dage, stod op kort før solen i midten af juli; et fænomen, der er kendt som Sirius’ heliakiske opgang.

Solen var den øverste gud i det egyptiske panteon, og en stor del af astronomien beskæftigede sig derfor med Solens færd i et fastsat tidsrum; det kunne være en dag eller et helt år. Andre himmellegemer såsom Månen, stjerner og planeter spillede dog også en vigtig rolle. Ligesom Solen blev de regnet for at være guder eller manifestationer af dem.

Specialiserede præster, såkaldte 'timepræster', observerede himmelfænomener fra tempelpylonernes tag. Disse observationer tjente praktiske formål, såsom at fastlægge tidspunkterne for tempelritualer og -fester.

Statskalenderen

Den egyptiske statskalender var en solkalender og bestod af 365 dage. Den var inddelt i 12 måneder à 30 dage, hvortil der blev tilføjet 5 skuddage, såkaldte epagomener. En uge bestod af 10 dage, og døgnet inddeltes i 12 dagtimer og 12 nattetimer af varierende længde, afhængigt af årstid og sted.

Året begyndte med, at Nilen gik over sine bredder. Det indtraf samtidig med, at Sirius (egyptisk Sothis) i midten af juli stod op kort før Solen, efter at stjernen ikke havde været synlig i 70 dage; et fænomen, der er kendt som Sirius’ heliakiske opgang. Året faldt derefter i tre årstider, der var navngivet efter Nilens cyklus: akhet ('oversvømmelse'), peret ('tilsynekomst') og shemu ('indtørring').

Hvert fjerde år rykkede det egyptiske nytår en dag frem i forhold til Sirius’ heliakiske opgang og vandrede hele året rundt på 1460 år, en såkaldt Sothis-periode. Regelmæssigheden, hvormed fænomenet indtræffer, gør, at meget af kronologien i Egyptens tidlige historie er baseret på skriftlige kilder fra oldtiden, hvori det er nedskrevet, hvilken dato Sirius kom til syne

Månekalenderen

Side om side med statskalenderen brugte egypterne til liturgiske formål en månekalender, hvor hver måned gik fra nymåne til nymåne. Selvom egypterne tidligt må have erkendt, at måneåret var ude af trit med solåret med ca. 11 dage, kender man intet forsøg på at kombinere de to og skabe en såkaldt luni-solar-kalender før det 30. Dynasti (380-343 f.v.t.).

Stjernehimlen

Faksimile, Senenmut (TT 353), astronomisk loft

Aftegning af det astronomiske loft i embedsmandens Senenmuts (TT 353) grav fra ca. 1473-1458 f.v.t. i Deir al-Bahri. Figurerne repræsenterer stjernetegn og guder. Teksterne i den øvre halvdel lister navnene på planeterne og de 36 såkaldte dekaner, dvs. stjernegrupper, som i perioder af ti dage (en uge i oldtidens Egypten) ved solopgang viste sig på himlen. De 12 cirkler i den nedre halvdel, hver inddelt i 24 afsnit for dagens og nattens timer, repræsenterer månederne, hvis navne er skrevet over dem.

Stjernehimlens betydning for den egyptiske religion fremgår tydeligt af, at pyramiderne i Giza fra det 4. Dynasti (ca. 2558-2449 f.v.t.) var orienteret efter den daværende nordstjerne, dvs. Thuban (αDraconis) i stjernebilledet Dragen. Desuden kan man læse i de såkaldte pyramidetekster fra slutningen af det Gamle Rige (ca. 2340-2125 f.v.t.), at cirkumpolarstjernerne, 'de, der ikke går ned', blev anset for at være manifestationer af kongens guddommelige forgængere.

De tidligste billeder af stjernehimlen findes på trækistelåg fra Første Mellemtid (ca. 2125-2004 f.v.t.) i form af diagonale kalendere/stjerneure med navne på 36 dekaner, dvs. stjernegrupper, som i perioder af ti dage (en uge i oldtidens Egypten) ved solopgang viste sig på himlen. De har utvivlsomt deres oprindelse i kongernes dødetempler, hvor præsterne ved hjælp af dem kunne følge med i nattens timer og tidens gang. Til dekanstjernerne regnedes også Sirius.

På lofterne i bl.a. dødetempler og kongegrave fra det Nye Rige (ca. 1550-1070 f.v.t.) er indskrevet en række mytologiske traktater, der omhandler stjernehimlen. Disse såkaldte kosmografier er illustreret med udførlige stjernekort.

Nattehimlen er på disse kort gengivet som himmelgudinden Nuts krop, hvorpå er afbildet forskellige stjernebilleder såsom Orion (egyptisk Sah) og Store Bjørn. Den første konstellation, der blev identificeret med Osiris, er afbildet som en kæmpe i et skib; den anden som et okseforben eller et tyrehoved med oval krop og små ben. Andre stjernebilleder var bl.a. flodhestegudinden Thoeris ofte med en krokodille på ryggen, en harpunerende gud med falkehoved, en skorpion, en krokodille og en løve.

Planeterne

Ligesom alle andre folkeslag, der levede før teleskopets opfindelse, kendte egypterne kun til fem planeter; Jupiter, Saturn, Mars, Venus og Merkur. Siden Sentiden (712-332 f.v.t), hvis ikke før, var en samlet betegnelse for dem 'de (fem) levende stjerner'.

Jupiter, Saturn og Mars blev identificeret med forskellige fremtrædelsesformer af falkeguden Horus. Jupiter blev i kilder fra det Nye Rige kaldt for henholdsvis 'Horus, som afgrænser de to lande (Øvre og Nedre Egypten)', 'Horus, de to landes mysterium' og 'Horus, der oplyser de to lande'. Saturn blev betegnet 'Horus himmeltyren' og Mars 'Horus af horisonten'. Derudover blev Mars fortrinsvis i Sentiden også kaldt 'Horus den røde' – det mest selvindlysende og logiske af de egyptiske planetnavne.

Venus blev identificeret med Osiris og i det Nye Rige kaldt 'Føniks' eller 'Hejren'; i senere perioder 'Morgenstjernen'. Navnet på Merkur var Sebgu (senere Suga), hvis betydning er ukendt. Planeten blev anset for at være en af Seths fremtrædelsesformer.

Astrologi

Igennem hele Egyptens historie tog præsterne varsler ved iagttagelse af himmellegemernes bevægelser og udseende. Egentlig astrologi bedrev de dog først, da Dyrekredsen efter Alexander den Stores erobring af landet 332 f.v.t. spredte sig fra Babylonien og via Alexandria til hele Egypten.

Indførelsen af Dyrekredsen, der er afbildet på lofterne i adskillige græsk-romerske templer, afstedkom en righoldig astrologisk litteratur på demotisk. Adskillige astrologiske manualer og tabeller samt horoskoper er derfor stadig bevaret på papyri og ostraka. Desværre er dette for videnskabshistorien vigtige materiale for størstedelens vedkommende endnu upubliceret.

Medicin i oldtidens Egypten

Egyptisk medicin nød stor anseelse i bl.a. oldtidens Grækenland, hvorfor man stadig kan finde spor af egyptisk medicinsk praksis i beskrivelser, diagnoser og behandlinger af sygdomme helt op i den europæiske renæssance og i 1700- og 1800-tallets folkemedicin.

Læger

Statuette af Imhotep

Statuette fra ca. 600-500 f.v.t, udført i metal og sølv, der fremstiller Imhotep, siddende med en papyrus i hænderne. Den historiske Imhotep levede ca. 2600 f.v.t. og var arkitekten bag den ældste kendte pyramide, trinpyramiden i Saqqara. I Sentiden og den græsk-romerske periode blev han regnet for verdens første læge og ophøjet til lægegud. Grækerne og romerne identificerede ham med Asklepios.

Science Museum, London.

Læger blev på egyptisk kaldt for sunu, og der eksisterede en rangorden, hvor nogle fx var wr sunu, dvs. en slags "overlæge", og flere også havde titel af skriver. En form for "specialister" kendes, som fx kun tog sig af maver eller øjne, og der fandtes også tandlæger.

Desuden kunne præster, især præster for løvegudinden Sakhmet og skorpiongudinden Serqet, behandle syge mennesker. Førstnævnte var ansvarlig for at bekæmpe infektionssygdomme, og sidstnævnte for at behandle slange- og skorpionbid.

Balsamering blev for størstedelens vedkommende foretaget af specialister på feltet, der ikke var læger. At læger dog på en eller anden måde var involveret i processen fremgår af en papyrus fra det 18. Dynasti, Papyrus Louvre-Carlsberg, der side om side med medicinske tekster indeholder en balsameringsmanual.

I Sentiden og den græsk-romerske periode blev Imhotep – der oprindelig levede ca. 2600 f.v.t. og var ansvarlig for bygningen af den første pyramide, Djosers trinpyramide i Saqqara – anset for at verdens første læge og ophøjet til lægegud, hvorfor grækerne og romerne identificerede ham med Asklepios.

Medicinske papyri

Vores vigtigste viden om egyptisk medicin stammer fra såkaldte medicinske papyri, især Papyrus Ebers fra ca. 1550 f.v.t. Papyrussen, der er ca. 20 meter lang, består af en samling af omkring 700 behandlingsmetoder og recepter for fx maveonde, hoste, forkølelse, leversmerter, tandpine, bid fra skorpioner, ørepine og kløe.

Sygdomstilfældene beskrives med en enslydende formel: 'Når du undersøger en mand...' (sygdomsbeskrivelse), 'og du finder...' (diagnose), 'så skal du lave til ham...' (behandling/recept). Medikamenterne bestod af planter, mineraler, dyrefedt, olie og honning, og forholdet mellem dem blev angivet.

Den ældste medicinske papyrus, som er overleveret fra Egypten, daterer sig til ca. 1850 f.v.t. og omhandler gynækologi. I teksten bliver livmoderen anset for at være årsag til en række kropslige lidelser, der behandles med fumigation eller applikation af salver på de berørte områder.

Teksten indeholder også to metoder til svangerskabsforebyggelse, der desværre kun er delvist bevaret, hvorfor man i dag kun ved, at den første på en eller anden måde involverer brugen af krokodilleafføring, og den anden en salve af honning og natron, som bliver smurt ud over maven.

En stor del af de bevarede medicinske papyri indeholder også, hvad vi i dag vil betegne som magi. Dette gør sig dog ikke gældende for Papyrus Edwin Smith fra ca. 1600 f.v.t., der indeholder verdens ældste kirurgiske manual.

Manualen lister 48 eksempler på fysiske skader og deformiteter. Nogle tilfælde siges ikke at kunne behandles, og andre, fx svulster, at kræve 'skærebehandling'. Til dette anvendtes metalknive, som først skulle varmes i ild for at stoppe blødning, altså ikke bevidst for at desinficere dem. Benbrud skulle støttes med fx palmeribber, og sår skulle i visse tilfælde sys, men oftest bare holdes sammen.

Den største erfaring med sårede havde man sikkert fra de store byggepladser, fx ved bygning af pyramiderne, og slagmarker. Trepanering omtales ikke i de overleverede medicinske papyri, men der kendes eksempler fra mumier.

Omskærelse

Omskærelse af mænd er kendt siden den prædynastiske periode (ca. 3300-3100 f.v.t.) i Egypten. Relieffer, statuer og mumier fra alle perioder i Egyptens historie viser, at praksissen var udbredt og at mænd fra alle samfundslag var omskåret.

I det Gamle Rige blev drenge omskåret lige før puberteten, men fra det Nye Rige og frem er omskæring af spædbørn også attesteret. Det er muligt, men langt fra sikkert, at unge kvinder også blev omskåret, før de blev gift.

Da omskæring ikke er nævnt i de medicinske papyri, blev operationen formentlig foretaget af præster.

Anatomi

Betegnelser for de fleste organer var taget fra dyreverdenen, og det formodes, at man havde størstedelen af sin anatomiske viden fra slagtning af dyr.

Hjertet betragtede man som hovedsædet for forstanden og det organ, som kontrollerede alle kroppens funktioner. Således førte ’beholdere’ eller ’kanaler’ fra hjertet til alle kroppens andre dele og forsynede dem med luft, vand og blod. Disse ’beholdere’ eller ’kanaler’, der blev kaldt metu på egyptisk, indbefattede anatomiske strukturer såsom de vitale organer, blodårer, nerver, muskler, osv.

Matematik i oldtidens Egypten

Egyptiske tal og brøker

Fra 2000-tallet f.v.t. var der hieroglyftegn for tallene 1, 10, 100 osv. op til 1.000.000; symboler for andre tal blev dannet ved at gentage disse tegn. Brøker blev skrevet ved at sætte et hieroglyftegn, der forestiller en mund og bl.a. betyder ’del’, over det pågældende tal. I den hieratiske skrift (de nederste linjer) forkortede egypterne nogle af symbolerne.

Egyptiske tal og brøker
Af .

Hovedkilden til vores viden om egyptisk matematik er en papyrus fra ca. 1650 f.v.t, der i dag befinder sig i British Museum. Den blev kopieret fra en ældre tekst af en skriver ved navn Ahmes. Det over fem meter lange håndskrift, Papyrus Rhind, indeholder en opgavesamling, der har tjent som undervisningsmateriale for skrivere.

Opgaverne drejer sig mest om praktiske problemer, såsom at bestemme hvor mange brød eller hvor meget øl, der kan fremstilles af en given mængde korn, at beregne arealet af en rektangulær mark eller rumfanget af en cylinderformet silo og at bestemme hældningen af en pyramide.

Løsningerne bliver fundet ved hjælp af regler, som skriverne lærte, men næppe fik begrundet. En regel angår cirklens areal og siger, at man skal tage cirklens diameter, trække 1/9 af denne fra og kvadrere resten. Denne procedure giver en god tilnærmelse til det eksakte cirkelareal.

Det egyptiske talbegreb bestod af de hele positive tal og desuden dele af enheden. Sidstnævnte var de såkaldte stambrøker 1/2, 1/3, 1/4 osv., og desuden som noget specielt brøken 2/3. Alle andre dele af enheden udtrykte egypterne som en sum af de ovennævnte brøker, og de valgte dem forskellige. De sagde således, at 2:5 er lig med 1/3+1/15 og ikke 1/5+1/5.

Egypterne havde tegn for tallene 1, 10, 100, osv. op til 1.000.000, og dannede symboler for andre tal ved at gentage disse tegn, fx bestod symbolet for 25 af to tegn for 10 og fem tegn for 1. Tallet 1/25 symboliserede de ved at sætte et hieroglyftegn, der forestiller en mund og bl.a. betyder ’del’, over symbolet for 25; dog var der særlige tegn for de simpleste brøker.

I egyptisk regning foretog man en multiplikation ved at addere fordoblinger, og undertiden tidoblinger (udregningen 5∙13 er vist forneden). Proceduren kræver, at man kan fordoble brøkerne 1/n, også når n er ulige. Papyrus Rhind indeholder en tabel til løsning af netop denne opgave for ulige n mellem 5 og 101.

Divisionen 65:13 blev opfattet som opgaven at bestemme, hvor mange gange 13 skal adderes til sig selv for at resultatet bliver 65. Når en division ikke går op, eller når der indgår ikke-heltallige dele i en multiplikation, bliver udregningerne tit meget komplicerede.

Eksempel på udregning af 5·13; udføres ved at addere fordoblinger
/1 13
2 26
/4 52
i alt 5 65

Mål og vægt i oldtidens Egypten

Målestok fra Khas grav i Museo Egizio (inv. S 8391)

En sammenklappelig målestok, ca. 52,5 cm, fra den kongelige arkitekt Khas grav (TT 8) i Deir al-Medina (ca. 1425-1353 f.v.t.).

Længde blev fortrinsvis målt i kongelige alen, ca. 52,5 cm, som blev delt i syv håndsbredder, som igen blev delt i fire fingre. Almindelige alen var seks håndsbredder. Land blev opmålt ved hjælp af reb på 100 alen, khet. Arealmålet var setat, som svarede til khet2 (græsk aroura).

Rumfang af korn og mel blev målt i hekat, ca. 4,8 l; 1/2, 1/4, 1/8, 1/16, 1/32, 1/64 hekat blev skrevet med Horusøjets forskellige dele. Væskers rumfang blev målt i hin, ca. 1/2 l.

Vægt måltes i deben, der indtil det Nye Rige vejede ca. 13,6 g og derefter ca. 91 g. For mindre værdier blev brugt qedet (1/10 deben) og shematy (1/12 deben).

Desuden fandtes et kvalitetsmål, pesu, for de vigtigste levnedsmidler, brød og øl, som kunne være mere eller mindre spædet op.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig