Nikeforos 1., ca. 760-811, byzantinsk kejser fra 802. Nikeforos var finansminister, da han tog magten fra den regerende kejserinde Irene. Han gjorde meget for at styrke rigets finanser og militærvæsen og genbosatte grækere fra Lilleasien i dele af det slavisk dominerede sydlige Grækenland. Nikeforos blev dræbt under et krigstogt mod den bulgarske khan Krum, der lod hans kranium sølvbelægge og anvendte det som drikkebæger.