Justinian 2. Rhinotmetos, (gr. 'stumpnæse'), ca. 669-711, byzantinsk kejser 685-695 og 705-711. Justinian 2.s kejsertid var vanskelig pga. pres mod rigets grænser, som med skiftende held blev forsvaret mod bulgarere fra nord og arabere fra SØ. Han var engageret i en styrkelse af kirken, forfølgelse af kættere og selvstændiggørelse i forhold til paven i Rom; og han indførte Kristi portræt på byzantinske mønter. En sammensværgelse, der var vendt mod hans hårde beskatning og metoder, afsatte ham; han fik næsen skåret af og blev sendt i eksil i 695. Justinian genvandt tronen gennem en militær alliance med bulgarerne i 705; senere blev han og hans familie dræbt under en opstand.