Muhammad Naguib, 20.2.1901-28.8.1984, egyptisk officer og politiker, præsident 1953-54. Naguib udmærkede sig i Den Første Arabisk-israelske Krig 1948-49, og han var en af De Frie Officerer, der i 1952 kuppede sig til magten. Han blev leder af det nye, vigtigste politiske organ, Det Revolutionære Kommandoråd (RCC). Naguib var politisk konservativ og kom hurtigt i modsætning til bl.a. Gamal Abdel Nasser. I 1954 blev han frataget sit medlemskab af RCC og var indtil 1960 anbragt i husarrest.