Mokka, al-Mukha, lille havneby på Rødehavskysten i Yemen; 10.100 indb. (2012). Byen var fra 1400-t. en vigtig handelsby, navnlig baseret på kaffeproduktionen, som Yemen havde monopol på indtil begyndelsen af 1700-t., da nogle kaffeplanter blev smuglet ud af landet. Med briternes udbygning af havnen i Aden i slutningen af 1800-t. mistede byen sin betydning, og den er i dag blot en mindre samling huse og ruiner. I dansk sammenhæng kendes Mokka som stedet, hvor Carsten Niebuhr afsluttede sin Arabiensrejse i 1763 ved at flygte ud af byen.