Failaka, gr. Ikaros, ø i Den Persiske Golf ud for Kuwait. Fra den strategisk vigtigt beliggende ø kontrolleres indsejlingen til Kuwait City, og under den irakiske besættelse af Kuwait 1990-91 blev den indrettet til svært bevæbnet militærbase. De efterladte irakiske landminer satte et midlertidigt stop for turistbesøg på øen, som under normale forhold besejles med færge og luftpudebåd fra Kuwait. Siden er øen blevet ryddet for miner, skaderne efter krigen udbedret, og fra 2005 er den igen et populært turistmål.

Failaka er en af de vigtigste arkæologiske lokaliteter i Golfen. Danske arkæologer har her udgravet en befæstet græsk helligdom med et centralt tempel, der er opført tidligt i 200-t. f.Kr. af en af Alexander den Stores efterfølgere. Blandt de vigtigste fund er en græsk indskrift, som nævner stedets navn i antikken, Ikaros.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig