• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tyrkiet (Geografi)

Oprindelige forfattere CNMo og MlmØst Seneste forfatter Redaktionen

Størstedelen af Tyrkiet udgøres af Den Anatolske Højslette, der med omliggende kystområder strækker sig fra Det Ægæiske Hav i vest til Iran i øst. Anatolien har form som et gigantisk rektangel, hvis to langsider udgøres af De Pontiske Bjerge i nord og Taurusbjergene i syd. Mod øst forenes de to bjergkæder i Det Østanatolske Højland, der fremtræder stadig mere dramatisk, jo længere man bevæger sig østpå. Der er i flere regioner af landet tektoniske bevægelser, og voldsomme jordskælv forekommer jævnligt.

Europæisk Tyrkiet (Thrakien) består af et kuperet lavland omkring floden Ergene; ud mod Dardanellerne og Sortehavet er regionen omgivet af bjerge.

Den ægæiske kystregion og Marmararegionen rummer de største industribyer og er de tættest befolkede og økonomisk mest betydningsfulde dele af Tyrkiet. Her findes også den bedste landbrugsjord og de vigtigste turistattraktioner. Modstykket er den østlige højslette med vildsomme og tyndtbefolkede bjergegne. Den nordlige kystregion er på mange måder en verden for sig, en lang, smal og frugtbar kystslette ud mod Sortehavet, afskåret fra baglandet af høje bjerge. Kun fra de større havnebyer som Trabzon og Samsun er der rimelige forbindelser til det indre af landet. Denne region har en stor og varieret produktion af bl.a. citrusfrugter, nødder (som er en vigtig vare i Tyrkiet) og te. Kystregionen ved Middelhavet er på samme måde isoleret fra resten af landet, men ved de store kystbyer Antalya og Adana er der vidtstrakte områder med frugtbart sletteland og gode vækstmuligheder for både bomuld og citrusfrugter. Det centrale Tyrkiet er tørt og mange steder kun spredt befolket. Her findes et fattigt landbrug, der kun giver mulighed for beskeden dyrkning af korn, primært hvede, samt græsning til får og geder. Herfra foregår en betydelig udvandring til det sydlige og vestlige Tyrkiet og til Vesteuropa.

Annonce

De største søer er Tuz Gölü, en saltsø SØ for Ankara, og Van Gölü i det østlige, kurdiske område. I Østanatolien løber også Eufrat og Tigris, der udspringer kun 80 km fra hinanden og løber sydpå. Begge floder udnyttes til kunstvanding og produktion af elektricitet, bl.a. i det ambitiøse GAP-projekt. Dette projekt, der inkluderer den store Atatürkdæmning, er en kilde til konflikt med såvel Syrien som Irak, hvor vandmangel er et større problem end i Tyrkiet.

Klima

I den vestlige del af Tyrkiet er klimaet subtropisk Middelhavsklima med varme, tørre somre og milde, nedbørsrige vintre. Nedbøren er på årsbasis ca. 800 mm med betydelige regionale forskelle. Ved Sortehavet er årsnedbøren over 2500 mm. I det centrale og østlige Anatolien er der fastlandsklima; somrene kan her have temperaturer på op til 40 °C, mens vintertemperaturerne kan gå ned til −45 °C. Især i den østlige del af landet falder der store snemængder, der i de højest beliggende områder kan blive liggende i 4-5 måneder.

Befolkning

Tyrkiets befolkning er ung, og fødselshyppigheden er høj, men faldende; befolkningstilvæksten ligger i begyndelsen af 2000-t. på under 1,5% om året. Næsten hele befolkningen er muslimer, omkring 98%. Der findes små armenske, græske og jødiske mindretal, som gradvis mindskes. Den jødiske minoritet spiller dog lokalt stadig en vis rolle i erhvervslivet.

En stor minoritet udgøres af kurderne, der formodes at udgøre over en femtedel af befolkningen, måske op mod 15 mio. (se Kurdistan). Kurderne var traditionelt bosat i de bjergrige egne i det østlige Anatolien, hvor de i dag er adskilt fra de kurdiske grupper i Irak og Iran af bevogtede grænser, som dog krydses livligt. I 1920'erne foregik der en omfattende tvangsmæssig flytning af kurdere mod vest, ligesom urbanisering og intern migration har ført så mange kurdere til de store byer i vest, at det i dag (2006) antages, at en betragtelig del af den kurdiske befolkning bor uden for det område, der kan kaldes Kurdistan.

Over 3,5 mio. tyrkere og kurdere lever uden for Tyrkiet, heraf ca. 90% i Europa og langt flest i Tyskland. Den tyrkiske emigration kan i efterkrigstiden deles i to faser: En første fase, der strækker sig frem til 1973 og næsten udelukkende var arbejdsmigration, og en anden fase efter 1973, der, da de fleste europæiske lande indførte indvandrerstop, udgøres af familiesammenføringer samt politisk begrundet og illegal udvandring.

Tyrkiets byer er hastigt voksende, og bybefolkningen udgør mindst 70% af den samlede befolkning. De tre største byer, Istanbul, Ankara og İzmir, rummer tilsammen skønsmæssigt over 20 mio. mennesker, Istanbul alene ca. 9 mio. (uofficielt bor der 15-16 mio. i byen).

Erhverv

Landbrug. Tyrkiet er et af verdens største landbrugslande og i praksis selvforsynende med landbrugsprodukter. Erhvervets rolle i landets økonomi svinder i betydning, men fortsat er over en tredjedel af arbejdsstyrken beskæftiget her. Omkring en tredjedel af landets areal, 25 mio. ha, er opdyrket, og den gnsntl. brugsstørrelse er 8 ha. Produktionen er meget varieret, og for en lang række afgrøders vedkommende er Tyrkiet blandt de ti største producenter i verden; det gælder bl.a. hvede, byg, sukkerroer, tomater, æbler, te, tobak og bomuld. Vigtige eksportafgrøder er bomuld, tobak, frugt og nødder. Landet havde i anden halvdel af 1990'erne en betydelig vækst i landbrugsproduktionen; specielt 1996 og 1998 havde høje vækstrater, bl.a. pga. gunstige vejrforhold. Bomulden, der traditionelt har været Tyrkiets vigtigste eksportvare, har mistet betydning, men omfattende kunstvanding er blevet iværksat for igen at puste liv i produktionen. Tobakken produceres i den ægæiske og thrakiske region samt ved Sortehavet og eksporteres primært til USA og tobaksproducenter i Østeuropa. Tyrkiet har store bestande af får, kvæg og geder, men i takt med nomadismens uddøen og landbrugets generelle udvikling er gedeholdet stærkt på retur.

Minedrift. Tyrkiet har omfattende mineralske resurser af bl.a. bauxit, chrom, kobber, jernmalm, mangan og svovl. Minedriften beskæftiger ca. 170.000 mennesker og er ansvarlig for 10% af eksporten. Ca. 60% af sektoren er statsejet, og bl.a. kulminerne er 100% statsdrevne. Kulresurserne hører til de største i denne del af verden og vil næppe nogensinde blive udtømt. Tyrkiet har også en vis olieproduktion, men olien er en svær, svovlholdig type, der i mængde ikke rækker til Tyrkiets eget forbrug. Op mod 10% af Tyrkiets import er olie og olieprodukter, råolien især fra Saudi-Arabien. Tyrkiet har iværksat en vis handelsmæssig offensiv i de tidligere sovjetrepublikker mod øst, hvorfra man søger at erstatte den saudiarabiske olie.

Industri. Tyrkiets industrialisering begyndte for alvor i 1930'erne, da Kemal Atatürks regering indledte et statsdirigeret program for at etablere basale industrier, som producerede tekstiler, sukker, cement, kemikalier, jern og stål. Selvom udviklingsprogrammerne fra 1930'erne har dannet grundlag for den nuværende industrielle struktur, begyndte den egentlige udvikling først at tage fart i 1950'erne. Siden da har industrien bevæget sig mod mere teknologisk sofistikerede områder som elektriske artikler og senere elektroniske forbrugsvarer, biler (på licens) og maskiner. De fleste industrier er etableret for at imødekomme en hjemlig efterspørgsel efter forbrugsvarer, men der findes også eksportindustrier. Staten spiller en dalende, men stadigvæk central rolle i de fleste industrier, og mange fabrikker vurderes at være ineffektive. Årsagerne er mange, men omfatter politisk indblanding i prisfastsættelse og andre ledelsesbeslutninger, uhensigtsmæssig placering af produktionsanlæggene, mangel på moderne maskiner og metoder, for få investeringer og for mange ansatte. De statsejede virksomheder findes især inden for jern- og stålproduktion og kemisk industri, men også inden for tekstil- og levnedsmiddelsektoren. Den privatejede sektor er mere effektiv, men har nogle af de samme svagheder, bl.a. på baggrund af protektionistiske toldregler, som har begrænset udviklingen. Mest betydningsfuld er tekstilindustrien, som står for 40% af eksporten. Jern- og stålindustrien er i stærk vækst; stålproduktionen eksporteres bl.a. til EU-landene, og stål er blandt de produkter, som indgår i Tyrkiets toldaftale med EU. Bilindustrien, der fortrinsvis producerer småbiler på licensaftaler med europæiske bilfabrikker, er blevet landets næststørste industribranche.

Infrastruktur. Tyrkiet satsede frem til 1950'erne på jernbaner, men siden har udbygningen af vejnettet haft den højeste prioritet, og mange jernbaner er nu nedslidte og lukningstruede. I dag (2006) har Tyrkiet et omfattende net af gode veje, mange steder motorveje. Dog falder kvaliteten af vejnettet jo længere østpå i landet man kommer. Persontransporten varetages overvejende af busser, som med stor regelmæssighed trafikerer de busterminaler, som de fleste byer har anlagt. Også godstrafikken bevæger sig for en stor dels vedkommende ad vejene, og i stigende omfang transporteres varer fra Europa til Mellemøsten via Tyrkiet. Såvel langs Sortehavs- som langs Middelhavskysten er der en betydelig coastertrafik, hyppigt med Istanbul som endestation. Hertil kommer det nationale flyselskab, Turkish Airways, som betjener de fleste større byer i landet.

Turisme. Indtægterne fra turismen er meget betydelige og stigende. Der er især tale om charter- og masseturisme. Tyrkiet har store, endnu uudviklede turismepotentialer dels pga. klimaet, dels pga. de mange og meget forskelligartede seværdigheder. Den østlige del af Anatolien har pga. konflikten mellem den tyrkiske stat og militante kurdere næsten ingen turisme, men også her er der store muligheder. De vigtigste seværdigheder er arkæologiske levn spredt over det meste af landet, moskéerne og det myldrende folkeliv i storbyerne samt paladser, fæstningsanlæg og administrationsbygninger fra sultanernes tid i Istanbul. Hertil kommer den afvekslende natur.

Læs mere om Tyrkiet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Claus Nederby Mortensen, Mellemøst-Information: Tyrkiet (Geografi) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175675