Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Anatolien

Oprindelige forfattere JeCa og MlmØst Seneste forfatter Redaktionen

Anatolien.

Anatolien.

Anatolien, Anadolu, naturgeografisk region, der omfatter det centrale Tyrkiet, dvs. det meste af halvøen Lilleasien. Størstedelen udgøres af en uregelmæssig højslette afgrænset mod nord af De Pontiske Bjerge og mod syd af Taurusbjergene. På højsletten findes flere store søer og højere bjergpartier. Klimaet er udpræget kontinentalt, præget af strenge, snerige vintre og hede, tørre somre.

Navnet Anatolien kommer af græsk anatole 'solopgang'.

Det centrale Anatolien består af et bakket højland med sumpede områder og saltsøer. Om foråret dækkes højsletten af græs og blomster i den kraftige regn; om sommeren ligger den afsvedet hen. En væsentlig del af Tyrkiets store landbrugsproduktion kommer herfra, bl.a. korn, grøntsager og frugter, heraf en del kunstvandede afgrøder. Regionen har også stor husdyravl på græssletterne.

Østanatolien omfatter de tyndtbefolkede østlige dele af Tyrkiet. Bjergene er mere uvejsomme, og mange afsondrede samfund, bl.a. kurdiske, lever her af landbrug med hvede- og fåreavl til selvforsyning.

Annonce

Floderne Eufrat og Tigris afvander store dele af Anatolien, og dette har været baggrunden for det store dæmnings- og udviklingsprojekt GAP (Güneydoğu Anadolu Projesi) i den sydøstlige del af området.

Den vestlige del af Anatolien blev indlemmet i Romerriget under navnet Asia, da den sidste konge af Pergamon, Attalos 3., testamenterede sit rige til Rom i 133 f.Kr. Den øvrige del blev romersk i løbet af 1. årh. f.Kr. og indgik derpå i Det Byzantinske Rige.

Gennem de sidste århundreder af Det Byzantinske Riges eksistens skete der en langsom indvandring af tyrkiske folkestammer, især fra slutningen af 1000-tallet (se Rum-sultanatet). Derefter blev Anatolien en del af Osmannerriget.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Carlsen, Mellemøst-Information: Anatolien i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=37475