Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

nabatæere

Oprindelige forfattere JStr og Toll Seneste forfatter Redaktionen

nabatæere, græsk navn for et aramæisk-talende, arabisk folk, som i hellenistisk og romersk tid skabte et rige med hovedstad i Petra. Nabatæerne kom fra det nordøstlige Arabien, hvorfra de vandrede til det tidligere Edom. Den første samtidige kilde til dem er en papyrus fra 259 f.Kr. Flere konger kendes, vigtigst var Aretas 4. (9 f.Kr.-40 e.Kr.). I 106 e.Kr. blev nabatæerne underlagt Rom som en del af provinsen Arabia. Nabatæernes velstand hvilede på kontrol af karavanevejene dels fra Sydarabien til Damaskus, dels fra Middelhavet til det sydlige Mesopotamien, men også på opdyrkning af områder, der i dag er ørken, ved hjælp af en særlig hydraulisk teknik.

Nabatæernes hovedgud var Dushares 'Ham fra Seir', men også andre guddomme kendes. Et særkende ved nabatæernes gudsdyrkelse er kubiske templer. Der er sandsynligvis en forbindelse mellem nabatæerne og Nebajot, som kendes fra Bibelen.

Sprog

Nabatæisk kendes bl.a. fra gravindskrifter og graffiti fra 170 f.Kr. til 200-t. e.Kr. og desuden fra retsdokumenter på papyrus fra 71 til 106 e.Kr. De aramæiske sprog, der efterhånden blev påvirket af nabatæernes arabiske talesprog mht. ordforråd og syntaks, måtte til sidst vige for arabisk. Nordarabisk skrift er udviklet af den nabatæiske kursivskrift.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Strange, Christopher Toll: nabatæere i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=129662