Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Beyazit 2.

Oprindelig forfatter PChr Seneste forfatter Redaktionen

Beyazit 2., 1447-1512, fra 1481 osmannisk sultan. Ved faderens, Mehmed 2.s, død besteg Beyazit tronen som janitsharkorpsets kandidat, og med dets støtte kunne han besejre sin bror, Cem, der også gjorde krav på tronen. Cem nåede at flygte til Rhodos, hvorfra han blev flyttet først til Frankrig og siden til Rom. Så længe tronprætendenten Cem var i live, var Beyazits handlefrihed på den europæiske front begrænset.

I øst førte Beyazit en række resultatløse krige med de egyptiske mamlukker om fyrstendømmet Dulkadir i det sydøstlige Anatolien. I vest indskrænkede den osmanniske aktivitet sig til plyndringstogter ind i Ungarn, Kroatien, Galicija og Østrig samt et felttog mod Moldavien, der atter blev nødt til at anerkende sultanens overhøjhed.

Beyazit udvidede den hidtil lille og ineffektive osmanniske flåde, og efter Cems død i 1495 blev Venezia i krigen 1499-1503 tvunget til at rømme næsten alle støttepunkter på den græske og albanske kyst. Osmannerriget fremstod herefter som en af de stærkeste sømagter i Middelhavet. I Anatolien havde osmannisk centraliseringspolitik vakt modstand blandt turkmenerne. I stort tal sluttede de sig til den messianske kızılbaşbevægelse, og i 1510 rejste de et oprør, som truede med at underminere det osmanniske herredømme i Anatolien. Janitsharerne havde ikke tillid til, at Beyazit kunne håndtere situationen, og tvang ham derfor i 1512 til at abdicere til fordel for sin søn, Selim 1. Han døde umiddelbart efter.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Christensen: Beyazit 2. i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=46615