Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Hormuzstrædet

Oprindelig forfatter MlmØst Seneste forfatter Redaktionen

Hormuzstrædet, (efter øen Hormuz, der ligger i strædet), 180 km langt stræde ved indsejlingen til Den Persiske Golf, 40 km bredt på det smalleste sted mellem den iranske ø Jazirat Larak og Store Quoin, der hører til Oman. Strædet er vanskeligt at besejle, men er af afgørende betydning for verdens oliehandel. I 1970'erne passerede 38% af USA's, 60% af Vesteuropas og 75% af Japans olieimport strædet om bord på 60-70 skibe daglig.

Vanskeligheder med at kontrollere strædet pga. dets bredde, komplicerede sejlrender og strømforhold har siden mindsket trafikken betydeligt, men Hormuz er fortsat af vital strategisk betydning for Golfstaterne og USA, som har aftaler med Oman om adgang til havne- og flådefaciliteter i Muscat, Salala og på Masira.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Mellemøst-Information: Hormuzstrædet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=93067