Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Yassir Arafat

Oprindelige forfattere IrJ og JBS Seneste forfatter Redaktionen

Yassir Arafat. Cairo den 4.5.1994. Et tvivlens øjeblik få minutter inden underskrivelsen af aftalen om overdragelse af det politiske ansvar for den palæstinensiske befolkning på Vestbredden til Arafats selvstyre. Hårdt internationalt pres i form af Hosni Mubarak, Shimon Peres, Dennis Ross, Warren Christopher og den palæstiensiske planlægningsminister Nabil Shaath lægges på Arafat. Yitzhak Rabin synes tabt for omverdenen. Aftalen blev underskrevet og Arafat overtog fuld kontrol med Vestbreddens syv byer og hundredevis af landsbyer.

Yassir Arafat. Cairo den 4.5.1994. Et tvivlens øjeblik få minutter inden underskrivelsen af aftalen om overdragelse af det politiske ansvar for den palæstinensiske befolkning på Vestbredden til Arafats selvstyre. Hårdt internationalt pres i form af Hosni Mubarak, Shimon Peres, Dennis Ross, Warren Christopher og den palæstiensiske planlægningsminister Nabil Shaath lægges på Arafat. Yitzhak Rabin synes tabt for omverdenen. Aftalen blev underskrevet og Arafat overtog fuld kontrol med Vestbreddens syv byer og hundredevis af landsbyer.

Yassir Arafat, (Muhammad Yassir Abdel Rahman Abdel Raouf Arafat al-Qudwa al-Husseini; Abu Ammar), 24.8.1929-11.11.2004, palæstinensisk politiker og fra 1969 formand for PLO. Yassir Arafat blev uddannet som ingeniør i Egypten og deltog som frivillig i Den Første Arabisk-israelske Krig 1948-49 og i Suezkrigen 1956. Han medvirkede i 1959 ved dannelsen af al-Fatah, der blev den vigtigste palæstinensiske partisangruppe.

Under Arafats ledelse blev PLO anerkendt som det palæstinensiske folks legitime repræsentant — både af de arabiske stater og af hovedparten af det internationale samfund. Israel og USA fastholdt dog, at PLO var en terrororganisation og ikke kunne inddrages i de forsøg, det internationale samfund gjorde på at løse konflikten mellem Israel og palæstinenserne på fredelig vis.

Gennem 1970'erne og 1980'erne overtalte Yassir Arafat PLO til en kompromissøgende politik i forhold til Israel med det mål at skabe en selvstændig palæstinensisk stat bestående af Vestbredden og Gaza.

Annonce

Formelt blev Den Palæstinensiske Stat udråbt i november 1988, og Arafat blev samtidig valgt til præsident for det ikke-eksisterende selvstændige Palæstina. Efter hemmelige forhandlinger gennem foråret og sommeren 1993 underskrev PLO og den israelske regering efter norsk mellemkomst i september en principerklæring, hvori parterne gensidigt anerkender hinanden og enes om i fremtiden at samarbejde for en endelig løsning af forholdet mellem de to parter. Principaftalen overdrager PLO administrativ kontrol over dele af de besatte områder.

Yassir Arafat (th.) og Yitzhak Rabin ved underskrivelsen af Principaftalen 1993 i Washington. I midten står Bill Clinton.

Yassir Arafat (th.) og Yitzhak Rabin ved underskrivelsen af Principaftalen 1993 i Washington. I midten står Bill Clinton.

Yassir Arafat fik i kølvandet på Oslo-aftalerne tilladelse til at vende tilbage til Jeriko og Gazastriben i juli 1994. Samme år modtog han sammen med Yitzhak Rabin og Shimon Peres Nobels Fredspris. I januar 1996 blev Arafat med et overvældende flertal valgt til præsident for det palæstinensiske selvstyre og fik dermed et folkeligt mandat.

Forhandlingerne med Israel fortsatte med vekslende intensitet indtil et møde i 2000 i Camp David, hvor Arafat ikke kunne nå til enighed med sin israelske modpart, Ehud Barak, om bl.a. palæstinensiske flygtninges ret til tilbagevenden og om Jerusalem-spørgsmålet.

Arafats legitimitet i det palæstinensiske samfund var inden Camp David-forhandlingerne blevet afgørende svækket som et resultat af hans kompromissøgende politik, som endnu ikke efter mange års forhandlinger havde ført til en selvstændig palæstinensisk stat. Dertil kom, at selvstyret under Arafats ledelse blev præget af korruption og nepotisme.

I efteråret 2000 udbrød en opstand (al-Aqsa-intifadaen) blandt palæstinenserne rettet mod den fortsatte israelske besættelse, men også næret af almindelig utilfredshed over de manglende resultater i bestræbelserne på at etablere en uafhængig palæstinensisk stat. De islamistiske grupper Hamas og Islamisk Jihad gennemførte fra 2001 og frem selvmordsaktioner mod civile i Israel, og Arafat blev som leder af selvstyret af den israelske regering anklaget for ikke at gøre nok for at forhindre angrebene. De udløste voldsomme israelske militære gengældelsesaktioner såvel som angreb rettet direkte mod ledere af de to islamistiske grupper. Arafats hovedkvarter i Ramallah var fra 2002 og frem til hans død omringet af israelsk militær, og hans politiske rolle var reelt uden betydning. Det lykkedes ham dog ikke desto mindre at genvinde en del af den brede folkelige opbakning, han havde haft tidligere.

Yassir Arafat blev med israelsk tilladelse i oktober 2004 fløjet til Paris for at blive behandlet på et hospital og døde her måneden efter. En teori om at han skulle være blevet forgiftet, evt. med polonium, har ikke kunne bekræftes entydigt.

Se også Palæstina.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Michael Irving Jensen, Jørgen Bæk Simonsen: Yassir Arafat i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39527