Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Den Arabiske Liga

Oprindelig forfatter JBS Seneste forfatter HaAn

Den Arabiske Liga, sammenslutning af selvstændige arabiske stater der blev dannet i marts 1945. Egypten, Irak, Saudi-Arabien, Yemen, Transjordanien, Syrien og Libanon havde på en konference i Alexandria i oktober 1944 ønsket etablering af et organ for de selvstændige arabiske stater, der opstod i kølvandet på 2. Verdenskrig. Ligaen tæller 22 medlemmer i 2015. PLO er fuldt medlem af sammenslutningen som repræsentant for det palæstinensiske folk. Siden 2011 har Syrien været suspenderet som medlem pga. borgerkrigen i landet.

Den Arabiske Liga har som formål at øge samarbejdet mellem staterne i den arabiske verden. Ligaens politiske betydning har været ringe. Derimod har forskellige kulturelle aktiviteter, igangsat af ligaen, haft betydning for styrkelsen af den arabiske verdens kulturelle enhed, herunder det moderne arabiske sprog.

Den Arabiske Liga har sæde i Cairo. Efter Anwar al-Sadats fredsslutning med Israel i 1979 blev hovedsædet flyttet til Tunis, men i 1990 blev det flyttet tilbage til Cairo. Ligaen ledes af en generalsekretær, der vælges for en femårsperiode af ligaens råd, hvortil hvert medlemsland sender en repræsentant.

Annonce

Se også regionale organisationer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørgen Bæk Simonsen: Den Arabiske Liga i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=39504