Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

David Ben-Gurion

Oprindelig forfatter KVJ Seneste forfatter Redaktionen

David Ben-Gurion. Nationens fader og den første israelske ministerpræsident erklærede den 14.5.1948 staten Israel for oprettet.

David Ben-Gurion. Nationens fader og den første israelske ministerpræsident erklærede den 14.5.1948 staten Israel for oprettet.

David Ben-Gurion, David Gruen, 16.10.1886-1.12.1973, det moderne Israels første ministerpræsident. Ben-Gurion blev født i Polen, men flyttede i 1906 til Palæstina for at virke for opbygningen af en jødisk stat.

Ved udbruddet af 1. Verdenskrig måtte han gå i eksil i USA, men efter Balfourdeklarationen i 1917 vendte han tilbage. I 1920 var Ben-Gurion medstifter af den jødiske arbejderorganisation Histadrut, der i den følgende tid fik stor politisk indflydelse også på nationale og sikkerhedspolitiske spørgsmål. I perioden 1935-48 var han præsident for Jewish Agency, ligesom han blev leder af forsvarsorganisationen Haganah.

Storbritanniens nye proarabiske politik lige før 2. Verdenskrig, som begrænsede jødisk indvandring til Palæstina, blev bekæmpet af Ben-Gurion, der bl.a. forsøgte at mobilisere den amerikanske jødiske befolkning. Med USA's og Sovjetunionens støtte kunne Ben-Gurion den 14. maj 1948 erklære staten Israel for oprettet.

Annonce

Han stod bag forhandlinger med Vesttyskland om erstatning til dem, hvis familier var blevet tilintetgjort under nazisternes jødeforfølgelser. I 1956 lod han Israel besætte Sinaihalvøen for således at tvinge Egypten til at åbne Suezkanalen for international trafik; samtidig førte han i årene 1955-63 hemmelige forhandlinger med arabiske ledere om en løsning på Palæstinaproblemet.

I 1963 forlod Ben-Gurion regeringen. I 1965 etablerede han Rafipartiet og havde frem til 1970 sæde i Knesset. Derefter forlod han det politiske liv og trak sig tilbage til en kibbutz i Negevørkenen for at skrive og studere det gamle Israels historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kurt Villads Jensen: David Ben-Gurion i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=45743